saae, at da en Seddel er et Løfte om til enhverTid, naar det forlanges, at betale dens Ihændehaver en Sum rede Penge saa er ogsaa redePengeellerdet Metal, hvoraf disse forarbeides, det Eneste, der kan tjene som fuld Sikkerhed med Hensyn til Opfyldelsen af den ved Sedlens Udstedelse paatagne Forpligtelse. Imidlertid er det dog derhos Bikkert, at der stedse i ethvert Samfund vil behøves et vist Beløb Byttemidler, som stadigt er i Circulation, og at en stor Deel heraf fornuftigviis kan bestaae i Papirpenge, for hvilke der ikke behøver at ligge en tilsvarende Metalbeholdning i Banken, da Publicum vil foretrække Sedler for Mønt, saalænge Tilliden til Banken er usvækket, og altsaa ikke forlange Sølv for de i stadigt Omløb værende Sedler. Banken vil derhos kunne gjøre sig en meget betydelig Indtægt ved de Sedler, som den udsteder udover Beløbet af de rede Penge, den har liggende; disse Sedler kunne nemlig fra Bankens Standpunkt betragtes som et rentefritLaan, som den optager hos Publicum. Den tjener altsaa Renten paa Sedlernes Beløb, med Fradrag af den mindre betydelige Udgift, som den har ved Seddelfabricationen. — Medens Seddelbanken altid bør staae uafhængig af Regjeringen, tør det. paa den anden Side betragtes som rigtigt, at den er undergivet det Offentliges Control, og at dette navnlig paaseer, at Seddeludstedelsen holdes indenfor Lovlighedens Grændser. — Man kan nemlig ikke med Billighed forlange, at alle de høist forskjelligt stillede Statsborgere, igjennem hvis Hænder en Banks Sedler dagligt gaae, skulle være istand til at have nogen Mening om Bankens Stilling. Lovene bør derfor fastsætte Grændsen for Seddeludgivelsen og Statsmagten paasee at den respecteres. At nævne ét bestemt Forhold som det rette, hvori Møntbeholdningen bør staae til Seddelmassen, er ikke muligt; thi dette afhænger meget af Statens øconomiske Udvikling og af Omfanget af den Virkekreds der er indrømmet Banken. Nogle have meent, at en
