i Reglen være hensigtsmæssigst for saavel Befragter som Skipper at benytte sig af en Mæglers Mellemkomst. Denne er ifølge Sagens Natur istand til at yde værdifulde Oplysninger og god Veiledning. Han har bedre Kjendskab til Skibe og Skibsførere, hvilket vil kunne komme Befragteren tilgode, medens Skibsføreren paa den anden Side af ham vil kunne erholde Veiledning med Hensyn til Skibets fornuftigste Anvendelse, noget som Skipperen ikke i Reglen kan vide Besked med, og navnlig ikke da, naar han efter et langt Ophold paa Søen kommer iland paa en ganske fremmed Plads.
Certepartier skulle skrives paa Stempelpapiir til en Taxt af 8 Sk. for 500 Rdl. og 1 Mk. for 1000 Rdl.; er Summen mellem 500 og 1000 Rdl. regnes den for 1000 Rdl.; over 1000 Rdl. for 2000. Rdl og saa fremdeles.
Spørgsmaalet om, hvem der har Ret til at bortfragte Skibet, kan undertiden være vanskeligt at besvare. Det ligger i Forholdets Natur, at Skibets Eier (Rheder) egentlig maa være berettiget dertil, og er der flere Eiere, da maa den bestyrende (administrerende, corresponderende) Rheder have Dispositionsret over Skibet. Men ikke destomindre stiller Forholdet i Praxis sig i Reglen heelt anderledes, idet nemlig Skipperen som oftest bliver den, der maa tage Bestemmelse om Skibets Beskjæftigelse, eftersom dette kun i de færreste Tilfælde er beliggende paa den Plads, hvor Rhederen har sin Bopæl. Det er altsaa klart, at baade Skipper og Rheder kunne siges at være berettigede til at bortfragte Skibet, og de Bestemmelser, som vor Lovgivning indeholder med Hensyn til Afgjørelsen af de Spørgsmaal, der i denne Anledning kunne opstaae, ere ikke meget udtømmende. Christian den 5tes Lovs 4de Bog, der indeholder de væsentligste af de endnu gjældende Bestemmelser med Hensyn til Søfarten, siger blot i Art. 1 i 2det Capitel, at Skipperen ikke maa bortfragte sit Skib uden Rhedernes
