34
Om de forskjellige Former og Betingelser,
man gjorde sig Umage for at forhindre deres Udførsel. Tilhængerne af denne Anskuelse (Mercantilisterne) opstillede den Sætning, at et Land, for at have Fordeel af sin Omsætning med Udlandet, maatte mage det saa, at den Sum, hvorfor det udførte Varer, var større end den, de indførte Varer beløb sig til; derved fik man nemlig, sagde man, Forskjellen betalt i rede Penge og Landet blev derved rigere. I det omvendte Tilfælde var Landets Handelsbalance ugunstig, der var »gaaét Penge ud af Landet«, og da Penge ere Nationernes eneste Rigdom, var man altsaa i saa Tilfælde blevet fattigere. Saaledes sluttede man, og Slutningen var i sig selv rigtig, — det var kun Forudsætningen, der var falsk. Penge ere nemlig ingenlunde Nationernes eneste Rigdom. Ligesom den rige Mands Formue i Reglen kun for en meget ringe Deel bestaaer i Penge, saaledes gaaer det ogsaa med Nationalvelstanden; Pengene udgjøre den allermindste Deel deraf; Huse, Jorder, Gaarde, Fabriker, Skibe, Redskaber og Forraad af alle Slags, deri bestaaer Nationernes Rigdom, og den Nation er den rigeste, som besidder meest heraf. I det Hele spille Penge (d. e. her møntet Metal) slet ikke den Rolle hverken i Folkenes eller den Enkeltes Liv, som en overfladisk Betragter er saa rede til at antage, medens man mærkeligt nok ofte samtidigt omtaler dem med Foragt. Penge ere i et civiliseret Samfund kun det Middel, ved Hjælp af hvilket man kan erhverve sig Ting, der virkelig kunne tilfredsstille vor Trang og Tilbøielighed; men dersom disse Ting ikke i Forveien ere tilstede, kunne alle Verdens Penge ikke skaffe dem tilveie. Derfor vilde et Folk, der isolerede sig, meget vel kunde lide Mangel i alle mulige Retninger, tiltrods for at der i Landet fandtes rigelige Pengeforraad. Lad os i Tanken hensætte os paa en ubeboet Ø med f. Ex. 1 Million i Lommen, — hvortil vil den nytte os? vi vilde være langt bedre stillede, om vi istedetfor Millionen
