135
ere bindende; om dette er Tilfældet, vil beroe paa en Undersøgelse af den paagjældende Bevillings Karakter.
For det Første maa Udgiften siges at være hjemlet ved Finantsloven, naar Bevillingen udtrykkelig er betegnet som kalkulatorisk, s. Finantslov 21. Mai 1867 § 22 mod Slutningen. Det Samme gjælder, naar Udgiften har Hjemmel i en almindelig Lov, f. Ex. en Pension, eller i en lovlig afsluttet Overenskomst, f. Ex. Renter og Afdrag paa Statsgjælden, eller i faststaaende, reglementariske Bestemmelser, som begrunde en retlig Adkomst for Trediemand til at fordre en vis Udbetaling, f. Ex. Reglerne om Præsters Pensionering, s. Lov 5. Jan. 1851 5 12, forsaavidt Finantsloven, saaledes som den bør gjøre, til det paagjældende Øiemed har bevilget et vist Beløb. De Udgiften her har sin egentlige Hjemmel i den paagiældende Lov, Overenskomst eller Regel, kan den i Finantsloven hertil opførte Sum nemlig kan betragtes som kalkulatorisk, s. Finantslov 21. Mai 1867 § 17, Rigsdagstidende 6. Session Anhang B Sp. 116-17. Skulde imidlertid Finantsloven ikke have bevilget noget Beløb til det omspurgte Øiemed, maa Udgiften ikke afholdes uden særlig Tillægsbevilling, thi den har i saa Fald ikke Hjemmel i Finantsloven, s. Grl. § 49. Endelig maa den samme Regel anvendes, naar Bevillingen, skjøndt den lyder paa, at en bestemt Sum maa anvendes til et vist Øiemed, dog i Virkeligheden maa siges at bevilge selve den paagjældende Ting, saa at den angivne Sum kun betegner den Pris, for hvilken Tingen ventes at kunne tilveiebringes , uden i saa Henseende at indeholde en bestemt Begrændsning, f. Ex. naar et vist Beløb bevilges til Anskaffelse af Brød eller Klæder til Soldater eller Straffanger, s. Finantslov 21. Mai 1867 § 22 mod Slutningen, Rigsdagstidende 6. Session Anhang B Sp. 118-19, D. T. 1861. 1155-56, Landkommunallov 6. Juli 1867 § 51. Gaaer Bevillingen derimod kun ud paa at bevilge Tingen, forsaavidt denne kan erholdes for den bevilgede Sum, er Tingens Anskaffelse kun hjemlet, naar Summen
