137
nu heller ikke kan være Meningen med de i Grl. § 49 tilføiede Udtryk »eller en Tillægsbevillingslov« , at der i ethvert Tilfælde, hvor Trang opstod til Afholdelsen af en i Finantsloven uhjemlet Udgift, forinden dennes Afholdelse skulde indhentes en særlig Tillægsbevilling, maa Betydningen af den i Grl. & 49 2. M. opstillede Regel indskrænkes dertil, at Udgifter, som ikke have Hjemmel i Finantsloven eller en Tillægsbevillingslov, kun kunne afholdes undtagelsesvis under særegne Betingelser, og at de, selv hvor disse Betingelser ere tilstede, ikke i sig selv ere retsgyldige, men udkræve en efterfølgende Hjemmel.
Hvad nu angaaer Betingelserne for Afholdelsen af uhjemlede Udgifter, kunde den Omstændighed, at Finantsbudgettet og Tillægsbevillingerne affattes i Lovsform, synes at tale for, at Beslutningen om Udgiftens Afholdelse skulde tages i Form af en foreløbig Lov, der da i Overensstemmelse med Grl. § 25 maatte forelægges den næste Rigsdag til Beslutning, og i saa Fald maatte altsaa Reglerne i Grl. § 25 om Betingelserne for Udstedelsen af foreløbige Love ligefrem være anvendelige. Ligesom denne Form imidlertid for saa vidt vilde være mindre hensigtsmæssig, som den vilde give Udgiften en tilsyneladende Fasthed, som i Virkeligheden ikke tilkommer den, s. ovenfor § 53 Nr. 4, saaledes indeholder Grundloven i Øvrigt intet Spor til, at man har tænkt sig denne Udvei. Vi have allerede ovenfor, s. § 115, seet, at Reglen i Grl. § 25 ikke er anvendelig paa Finantsloven, og ei heller kan den Antagelse, at Kongen i Overensstemmelse med Grl. § 25 skulde have en ligefrem Ret til at udstede foreløbige Love om Afholdelsen af uhjemlede Udgifter, forenes med det ubetingede Forbud i Grl. § 49. Den nævnte Form har heller ikke været anvendt i Praxis. De positive Forskrifter i Forfl. 1855 § 54 og Grl. 1863 § 58 kunne naturligvis heller ikke ligefrem overføres paa de nuværende Forfatningsforhold, og navnlig er Forskriften om den særegne Maade, hvorpaa Beslutningen om Udgiftens Afholdelse skal forberedes og fattes, af rent positiv Na-
