174
Tilfældet, naar det er rettet mod et større Antal Rigsdagsmænd, s. Straffelovens Motiver S. 129. En Forudsætning for Anvendelsen af Grl. § 43 er det i Øvrigt, at Rigsdagen virkelig kan betragtes som en lovlig Rigsdag, og Bestemmelsen vilde derfor neppe kunne anvendes paa en Adsplittelse af Rigsdagen, naar denne, uagtet en lovlig Opløsning havde fundet Sted, desuagtet vedblev at forsamle sig og fatte Beslutninger. Derimod er det ligegyldigt, om Angrebet udgaaer fra Regeringen eller Private.
Naar Grl. § 43 erklærer sig anvendelig ikke blot paa den, der selv antaster Rigsdagens Sikkerhed og Frihed eller udsteder en dertil sigtende Befaling, men ogsaa paa den, der blot adlyder en saadan, kan det ikke være Meningen hermed, at Enhver, som adlyder en Befaling, der findes at indeholde en Antastelse af Rigsdagens Sikkerhed og Frihed, ubetinget skal straffes som Høiforræder, men det maa afgøres efter almindelige, kriminalistiske Grundsætninger, om Vedkommende har paadraget sig Ansvar, hvilket navnlig vil beroe paa, om han har indseet Handlingens Ulovlighed; kun kan han ikke ubetinget frie sig for Ansvar ved at henvise til den modtagne Befaling, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 3255, jfr. dog Straffelovens Motiver S. 128.
Meningen med Udtrykket Høiforræderi er ikke ganske klar, men synes nærmest at være den, at det paagiældende Forhold skal straiffes i Lighed med Forgribelser af samme Art mod Kongen, s. Rigsdagstidende 1848-49 Sp. 3251, 3254, jfr. dog Straffelovens Motiver S. 127. Imidlertid maa den nærmere Bestemmelse af Straffen være overladt til den sædvanlige Straffelovgivning. En saadan har nu fundet Sted ved Straffelovens § 95, hvorefter den , der antaster Rigsdagens[1]) Sikkerhed eller Frihed, udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, uden at Forbrydelsen gaaer
ind under Straffelovens § 85, som omtaler Omstyrtelse af
- ↑ Naar Paragraphen benytter Udtrykket »nogen af de lovgivende Forsamlingen«, indbefattedee tidligere ogsaa Rigsraadet herunder.
