234
vilde have noget Middel til at giøre Ansvar giældende, s. Grl. §§ 14, 69. Naar det endelig er utvivlsomt, at Domstolene maae være berettigede og forpligtede til at undersøge, om Loven er behørig bekjendtgjort, vedrører dette ikke i og for sig det foreliggende Spørgsmaal, thi Bekjendtgiørelsen er ikke en Betingelse for Lovens Gyldighed, men kun for dens Anvendelse.
Naar der nu spørges, om de almindelige Domstole ere berettigede til at undersøge, om en Akt, der ikke kan negtes at være en Lov, strider mod Grundloven, pleier man hyppigt at giøre en Adskillelse mellem det Tilfælde, hvor det paastaaes, at de ved Grundloven foreskrevne Former for Lovens Tilblivelse ikke paa behørig Maade ere iagttagne og det, hvor dens Indhold paastaaes at stride mod Grundlovens Bestemmelser. Medens man negter Domstolene Ret til at undersøge det sidstnævnte Spørgsmaal, anerkjender man deres Ret til at undersøge det førstnævnte, dog saaledes, at da Formodningen er for offentlige Akters Lovmæssighed, maa det paaligge den deri interesserede Part at oplyse de tilstedeværende Mangler, saafremt disse skulle tages i Betragtning af Retten.
I Mangel af positiv Hjemmel synes der imidlertid ikke at være Grund til at tillægge den fremhævede Adskillelse nogen Betydning. Selv om man vil see bort fra, at Spørgsmaalet, om Lovens Indhold strider mod Grundloven, kan forvandles til et Spørgsmaal om Iagttagelsen af den lovlige Fremgangsmaade, naar man nemlig spørger, om Loven ifølge sin Beskaffenhed burde have været behandlet paa den i Grl. § 95 fastsatte Maade, og om denne in casu er iagttaget, maa det fastholdes, at det egentlige Spørgsmaal i begge Tilfælde er det samme, nemlig om Domstolene kunne undersøge, om Loven strider mod Grundloven, og i bekræftende Fald tilsidesætte den. Det kan heller ikke paastaaes, at den nævnte Adskillelse har det Fortrin, at de vigtigere Spørgsmaal overlades til Domstolenes Prøvelse. Tvertimod ville Domstolene herefter komme til at indlede sig paa en Undersøgelse af
