259
§ 79, jfr. § 77. Endelig tales der om Religionsfrihed i Betydningaf den Enkeltes Frihed til frit at bevæge sig i det religieuse Samfund, hvortil han hører. Denne Frihed er ikke hjemlet ved Grundloven[1]); det følger tvertimod af den førstnævnte Grundsætning om de religieuse Samfunds Selvstyrelsesret, at Staten i Almindelighed maa betragte Ordningen af dette Forhold som sig uvedkommende og som overladt til det paagiældende Samfund selv. Kun undtagelsesvis kan Staten have Anledning til at gribe ind, dels paa Grund af sin almindelige Tilsynsret, dels paa Grund af den eiendommelige Stilling til Staten, som Folkekirken indtager, navnlig saa længe dens Forfatningsforhold endnu ikke ere ordnede, s. Lov 4. Apr. 1855.
Som ovenfor bemærket, angaae Grundlovens Bestemmelser om de kirkelige Forhold dels Statens Forhold til de enkelte Trossamfund, s. Grl. §§ 3, 5, 75, 76, 78, dels dens Forhold til de enkelte Trosbekjendere, s. Grl. § 79, jfr. § 77. I førstnævnte Henseende skjelner Grundloven mellem Folkekirken, s. Grl. §§ 3, 5, 75, og de fra Folkekirken afvigende Trossamfund, s. Grl. § 78, jfr. § 76, og de sidste inddeles atter i anerkjendte og ikke anerkjendte Trossamfund, s. Grl. § 77, en Adskillelse, som navnlig har faaet Betydning ved den senere Lovgivning, s. især Lov 13. Apr. 1851.
De i Grundloven opstillede, fra den tidligere Retstilstand væsentlig afvigende Regler have ganske vist paa mange Punkter umiddelbart forandret den tidligere Ret. Det ligger imidlertid i Sagens Natur, at de paagjældende Grundlovsbestemmelsers fuldstændige Gjennemførelse forudsætter en nærmere Ordning ad Lovgivningsveien, ikke blot forsaavidt angaaer de Paragrapher, der udtrykkelig forbeholde en saadan, s. Grl. §§ 75 og 78, men ogsaa med Hensyn til de i Grl. §§ 78 og 79 udtalte Grundsætninger.
- ↑ Et Andet er naturligvis, at det enkelte Samfundsmedlem i Medfør af Grl. § 76 stedse er berettiget til at udtræde af Samfundet.
17*
