261
Folkekirken selv at ordne sine Forhold, og den hidtil bestaaende Sammensmeltning af Kirke og Stat skal ophøre, dog saaledes , at Enheden bevares i Kongens Person, s. Grl. §§ 5, 75.
Medens Folkekirken saaledes ikke kan betragtes som Statskirke i Ordets ældre Betydning, kan der spørges, om den ikke maa betragtes som Statskirke i nyere Betydning, forsaavidt herved betegnes den Kirke, paa hvis sædelige Grundlag Staten bygger, hvis Principer den gennemfører i sin Lovgivning, og som den derhos særlig beskytter. Dette kan dog ikke antages. Vel har den evangelisk-lutherske Kirke historisk havt en meget væsentlig Indflydelse paa Statens sædelige Opfattelse af Livsforholdene; den staaer under Statens særlige Beskyttelse, s. Grl. § 3, og dens Forbindelse med Staten bevares i Fyrstens Person, s. Grl. § 5. Men det fremgaaer med tilstrækkelig Klarhed af Bestemmelsen i Grl. § 79 om de politiske Rettigheders Uafhængighed af Trosbekjendelsen, at Staten ikke erkjender nogen Forpligtelse til at bygge sin Lovgivning paa Kirkens Principer, ligesom det ogsaa ligger i Forholdets Natur, at Lovgivningen, om den end kan antages i sin Opfattelse af de sædelige Forhold fortrinsvis at ville bygge paa et kristeligt Grundlag, i intet Fald kunde ansee sig som bunden til en bestemt Konfessions Opfattelse.
Paa den anden Side kan Folkekirken ikke reduceres til en simpel Majoritetskirke, hvis Fortrin blot skulde være bygget paa det statistiske Faktum, at Flertallet af Befolkningen bekjender sig til samme. I denne Henseende kan bemærkes, at Udkastet til Grundloven lød saaledes: »Den evangelisk-lutherske Kirke er som den, hvori den overveiende Del af Folket befinder sig, at ansee som den danske Folkekirke og nyder som saadan Understøttelse af Staten«, hvilke Udtryk bleve ombyttede med den nuværende Redaktion, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 1533—34, jfr. Sp. 1481. Som ovenfor bemærket, ligger der i Udtrykket Folkekirke meget Mere end, at Flerheden af Folket be-
