262
kjender sig til samme. Det er ogsaa klart, at den Omstændighed, at Flertallet af Befolkningen matte træde over til en anden Kirke, ikke uden Videre kunde berøve Folkekirken dens særegne Retsstilling eller overføre denne paa den anden Kirke, men at en saadan Forandring kun kunde foretages paa den for Grundlovsforandringer i Grl. § 95 foreskrevne Maade.
B. Som særlige Fortrin, der i Grundloven tillægges Folkekirken, kunne følgende nævnes:
1) Kongen skal høre til Folkekirken, s. Grl. § 5. Herom er udførlig handlet ovenfor §§ 37—39.
2) Folkekirken understøttes som saadan, ɔ: fordi den af de ovennævnte Grunde har en væsentlig Betydning for Folkets Velvære, af Staten, s. Grl. § 3, jfr. Koloniallov 27. Nov. 1863 § 70. Denne Understøttelse ydes paa forskjellig Maade:
a) Ved Penge eller Penges Værd. Nærmæt skulle de til Kirken henlagte eller skjænkede Midler anvendes til at virke for dens Formaal, og kun, hvor disse vise sig utilstrækkelige, skal det Manglende tilskydes af Statskassen. Dette Tilskud er i Øvrigt ikke betydeligt, s. de aarlige Finantslove. Det meget omtvistede Spørgsmaal om Kirkens Eiendomsret over de til samme henlagte eller skjænkede Midler er ikke afgort ved Grundloven. Et af Grundlovsudvalget paa Rigsforsamlingen 1848—49 stillet Forslag om, at de til Kirker, Skoler og milde Stiftelser henlagte eller skjænkede Eiendele ikke maatte anvendes til noget fremmed Øiemed, blev forkastet af Forsamlingen; s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 3113, 3368—70, men denne Forkastelse viser kun, at man ikke har fundet Anledning til at optage nogen udtrykkelig Anerkjendelse af den nævnte Sætning, og indeholder ikke noget Bevis mod Kirkens Eiendomsret. Paa den anden Side kan man ikke til Fordel for Kirkemidlernes Ukrænkelighed paaberaabe sig den i Grl. § 82 udtalte Regel, at Eiendomsretten er ukrænkelig, da Spørgsmaalet netop dreier sig om, hvorvidt Kirken har Eien-
