344
til visse Personer, saasom domfældte Forfattere, om det end er anseet for passende udtrykkelig at udtale denne Sætning.
Den anførte Frihed er imidlertid begrændset, idet der tilføies »dog under Ansvar for Domstolene«. Den, der offentliggjør Noget ved Trykken, er altsaa ansvarlig derfor; men dette Ansvar kan ikke bestemmes af nogen administrativ Autoritet, men kun af Domstolene. Som Følge heraf vil et Skrift ikke kunne undertrykkes eller konfiskeres ad administrativ Vei, men kun ved Dom, s. Straffelovens § 34, jfr. Lov 3. Jan. 1851 § 12. Ligeledes synes det at stride mod Grl. § 86, at der af Administrationen kan meddeles en Redakteur Advarsler med den Virkning, at Bladet, naar disse lades upaaagtede, enten undertrykkes ad administrativ Vei, eller at det fastsættes, at Udgiveren paa Grund af saadan Overhørighed skal dømmes til Bladets Undertrykkelse. Hvad endelig angaaer Beslaglæggelse af et Skrift, følger det af Grl. § 81 og Lov 3. Jan. 1851 § 13, at den kun kan skee ifølge en Retskjendelse.
Medens Ansvaret efter det Anførte i de enkelte Tilfælde bliver at bestemme af Domstolene, følger det af disses almindelige Stilling, jfr. Grl. § 73, at Ansvarets Fastsættelse ved almindelige Regler beroer paa Lovgivningsmagten, der indenfor den ved Grl. § 86 fastsatte, grundlovmæssige Grændse frit kan ordne Forholdet ved sædvanlig eller efter Omstændighederne ved foreløbig Lov.
Lovgivningsmagten har saaledes at bestemme, hvem der skal betragtes som Publikant af et trykt Skrift og som Følge heraf bære Ansvaret for samme, s. Lov 3. Jan. 1851 § 3. Den har i saa Henseende væsentlig frie Hænder, og det kan navnlig ikke paastaaes, at et Forbud mod Anonymitet vilde stride mod Grundloven, s. Fdn. 27. Sept. 1799 § 16.
Fremdeles bestemmer Lovgivningsmagten Ansvarets Størrelse. Skjøndt det vistnok lidet vilde stemme med den liberale Aand, som gjennemtrænger Grundloven, at foreskrive
