345
uforholdsmæssig haarde Straffe for Presseforseelser, er der dog ingen grundlovmæssig Begrændsning i saa Henseende, og det kan end ikke siges at stride mod Grundlovens Aand, at der fastsættes et temmelig alvorligt Ansvar for Presseforseelser. Grundloven fordrer kun, at Ansvaret skal bestemmes af Loven og gjøres gjældende for Domstolene, men indeholder Intet om dets Størrelse.
Lovgivningsmagten bestemmer endelig, i hvilke Tilfælde Ansvaret indtræder, og er i denne Henseende ikke indskrænket til at fastsætte Straf for de Handlinger, som ogsaa ere strafbare, naar de begaaes udenfor Pressen, men kan fastsætte Straf for Handlinger, der udenfor Pressen vilde være ustrafbare. Navnlig maa Lovgivningen ogsaa under Strafansvar kunne forbyde Publikationen af visse Ting. Vistnok indrømmer Grundloven en almindelig Frihed til at lade trykke, hvad man vil, og det gaaer aabenbart ikke an af Udtrykket i Grl. § 86 »sine Tanker« at slutte, at Grundloven kun hjemler Ret til at offentliggjøre sine Reflexioner over visse faktiske Forhold, men derimod ikke er til Hinder for at forbyde Publikationen af visse Fakta, en Adskillelse, som praktisk ogsaa vilde være aldeles uigennemførlig. Men Grundloven begrændser atter hin almindelige Frihed ved at tilføie »under Ansvar for Domstolene«, og maa derfor antages ogsaa i denne Henseende at overlade Afgjørelsen til den almindelige Lovgivning. Det følger nu af den almindelige Hovedsætning i Grl. § 86, at saadanne Forbud mod Publikationen af visse Ting bestandig maae beholde Karakteren af Undtagelser, og navnlig vilde det, da Trykkefriheden væsentlig har en politisk Betydning, være stridende mod Grundloven, om en Lov i Almindelighed forbød Publikationen af politiske Meddelelser; men derimod er der Intet til Hinder for, at Lovgivningen af særegne Hensyn forbyder Publikationen af visse Ting, og Lovgivningsmagten kan end ikke antages for udelukket fra af politiske Grunde at forbyde at offentliggjøre Et eller Andet, saasom at diskutere Beskaffenheden og Styrken af det retlige Grundlag, hvor-
