220
Loven trufne Foranstaltninger i Tilfælde af dens For kastelse blive at omgjøre, s. Larsens saml. Skr. I 3. 55, 129. Herfor kan navnlig anføres, at Kongens Ret til at udstede foreløbige Love er en Undtagelse fra den almindelige Regel i Grl. § 2, at Lovgivningsmagten er hos Kongen og Rigsdagen i Forening og derfor ikke bør ud strækkes videre, end Ordene i Grl. § 25 nødvendigvis kræve. Nu tillægger imidlertid denne Paragraph Kongen kun Ret til at give foreløbige Love; men hvis man antager, at Loven i ethvert Tilfælde har definitiv Gyldighed, indtil den forkastes, vilde Kongen i Virkeligheden have Ret til for et begrændset Tidsrum at give endelige Love. Fremdeles er Loven, som paavist ovenfor i § 52, grundet paa Formodningen om Rigsdagens Billigelse; viser, denne Formodning sig ugrundet, synes Konsekventsen heraf at maatte være, at Forholdet betragtes, som om den foreløbige Lov slet ikke havde været til, og altsaa som om den Lov, der ved den indtil Videre var sat ud af Virksomhed, uafbrudt havde beholdt denne Virksomhed, s. Scheel: Privatrettens alm. Del I 251. En modsat Antagelse vilde i høi Grad svække Rigsdagens Indflydelse, idet Landet da den største Del af Aaret kunde blive styret efter foreløbige Love, uden at man senere var i Stand til at omgjøre det Skete. Forsaavidt man mod det Anførte vil fremhæve de praktiske Misligheder, hvortil den nævnte Sætning vilde føre, kan det bemærkes, dels at den foreløbige Lov, som tidligere bemærket, kun undtagelsesvis vil angaae privatretlige Forhold, dels at Rigsdagen maa antages kun under ganske særegne Omstændigheder at ville forkaste Loven ubetinget, dels endelig, at de, der i Henhold til Loven have erhvervet Rettigheder, maae vide, at de kun have erhvervet disse under Forudsætning af Lovens Billigelse og altsaa fra første Færd have havt Kundskab om den deraf flydende Usikkerhed.
Den nævnte Anskuelse kan imidlertid ingenlunde billiges. Foreløbig kan bemærkes, at en saa indgribende
