225
ligt, om Regeringen ved at anvende denne Form kunde skaffe den paagjældende Udgift en større Fasthed og Sikkerhed, end den vilde have, hvis den blot var hjemlet ved en Beslutning af den udøvende Magt. Den ovenfor § 51 omtalte Sætning, at en foreløbig Finantslov maa ansees for ganske utilstedelig, vilde ogsaa tabe en stor Del af sin Betydning, hvis Regeringen ved Udstedelsen af foreløbige Love kunde sikkre Foretagelsen af Udgifter, som Rigsdagen misbilligede. Dertil kommer, at Forkastelsen af en foreløbig Lov af den omtalte Beskaffenhed i mange Tilfælde, nemlig hvor der kun var Tale om en Udgift en Gang for alle, som allerede var afholdt, under en modsat Forudsætning slet ikke vilde have nogen Betydning. Endelig kan det bemærkes, at den almindelige Retsusikkerhed, som vilde opstaae, hvis man tillagde Forkastelsen af en foreløbig Lov en ganske almindelig tilbagevirkende Kraft, ikke i nogen synderlig Grad vilde fremtræde i dette Tilfælde. I Henhold hertil synes det altsaa at maatte antages, at Forkastelsen af en foreløbig Lov, der medførte Udgifter, ikke blot bevirker, at de endnu ikke afholdte Udgifter ikke maae afholdes, men ogsaa, at de allerede afholdte Udgifter maae kunne søges tilbage, enten fra dem, der have modtaget de paagjældende Beløb, eller fra den vedkommende Minister. Kun maa det erindres, at de anførte Virkninger ikke ubetinget indtræde som Følge af den foreløbige Lovs Forkastelse som saadan, men kun forsaavidt denne tillige maa betragtes som indeholdende en Negtelse af Tillægs- eller Efterbevilling paa den ved Loven hjemlede Udgift.
Det fremgaaer nu vistnok af de ovenfor fremsatte Betragtninger, at den Omstændighed, at den omspurgte Udgift er fastsat ved en foreløbig Lov, ikke kan give den en større Sikkerhed, end om den var hjemlet ved en simpel Beslutning af den udøvende Magt, og for saa vidt bliver der altsaa ganske vist en Forskjel mellem Forkastelsens Indflydelse paa foreløbige Love i Almindelighed og paa foreløbige Lovei, som medføre Udgifter, som den ved disse
Holck: Statsforfatnings-Ret. I.
15
