84
kan befinde sig ejendommelig vel, uden at man ved hvorfor. Det er, fordi Stedet er i Besiddelse af Evne til at tale til Sindet, uden at det endnu har faaet borgerligt Prædikat af Skønhed. Man nyder Paavirkningen i Ligeløb. Saa kan det ske, at en Maler finder Vejen og lærer Folk at se Skønheden, hænger den op for os og sætter officielt Stempel paa den. Det kan være godt nok; men — der er alligevel noget, der er forbi. Næste Gang, man kommer der, kredser man rundt i hans Baner. Han har spist, hvad der var af Umiddelbarhed, og reproducerer nu for os. Saa kunne vi faa det.
Ren Nydelse gaar ikke længere end til, at man befinder sig vel uden Ønske om at sige det, hverken til sig selv eller andre. Kulturlivet fører bort derfra. Man er saa gennemsivet med dette, hvad nu Hr. A. eller Hr. B. vilde sige i et saadant Tilfælde, og hvorledes man selv skal udbrede sig derover, at man glemmer selve Oplevelsen derfor. Alt er Omverdenen og atter Omverdenen. Det er en Samfundssygdom, der især hærger Ungdommen.
Engang var jeg af Skæbnen sat midt ud paa en Landevej i Jylland i 14 Graders Kulde. Sneen sang under Støvlerne for hvert Skridt, og en stor Pilealle, jeg nærmede mig til, var saa behængt med Rim, at den lignede en hvid Skov. Solen stod op bag ved den og skinnede imellem Grenene, saa at de kom til at se ud som forgyldte. Jeg befandt mig usigelig vel ved at se det; men til at gaa ud over dette Velvære følte jeg mig ligesom for træt. »Nu skulde jeg vel begynde at lamentere over dette indvendig og tænke ved mig selv: Hvor det er dejligt! Hvilken Renhed! Hvilken Skønhed! Nej, jeg gør ikke. Det maa for mig være, hvad det vil; det er mig ganske lige meget.« Men det var rart at gaa paa den Vej.
Saaledes skal det være. Skønheden skal ikke paavirke os anderledes, end til at man befinder sig vel i den. Resten er Reproduktion, hvorved man egentlig driver Gæk med sig selv. Man arbejder Indtrykket op til tidobbelt Styrke og indbilder sig, at det er saa stærkt i Virkeligheden. Det er løgnagtigt. Og det værste ved det hele er, at en umiddelbar Renhed gaar tabt. Der er ligesom nogen Blasfemi med i Spillet. Dersom Guddommen pludselig kunde lade sig til Syne i Skyerne, vilde det dog ubetinget være Blasfemi at give sig til at reflektere over Storheden af saadan et Syn, Men saa er det ogsaa Blasfemi at møde med Reproduktion over for store Naturindtryk, over Havets Mægtighed og Tordenens Rullen. Jeg hørte
