25
om end , alting var gennemblødt, og koldt var det egentlig heller ikke, især naar man kunde finde en lille Læplet, f. Eks. inde i Gaarden ved Plankeværket. Hen i Gruset laa nedfaldne, trefligede Ahornblade klask ned paa Jorden i Hobetal, andre krusede sig lidt i Kanterne, buede Midten op eller stak Stilken i Vejret, ret som om de endnu ikke vare faldne til Leje paa det nye Sted, de vare komne. Engang saa det ud, som om et Blad hurtigt faldt ned af Træet; men det var ikke Tilfældet; det var en vaad Spurv, der fløj ned og satte sig i Gruset. Gud ved, hvad den vilde der, og lidt efter fløj den de ogsaa igen. Siden kom der nok en og to; saa kom der et Vindstød, der vendte alle de vaade Grene i Vejret. En enkelt Gang kunde der komme en Lysning i Skyerne op over Tagryggen, som man kunde tænke sig, at det vilde klare op til godt Vejr; men saa tabte det sig igen i det graa. Sommeren er forbi; der er intet mere at vente, det staar skrevet paa alt. Men alligevel staar man og finder Fred i det Hele. Man tænker ikke — hvorfor skulde man tænke? Man er ikke opfyldt af Vilje — hvad skulde man ville? Man ser paa Intet, er opfyldt af Intet, og Intetheden opfylder rundt om den hele Natur, har skrevet sit Mærke paa Buske og Træer, hvorhen Øjet vender sig, ja paa Tiden selv, som den ligger i Luften. Saa kan det falde En ind: »Hvor det i Grunden er rart!« Alt dette »Noget« fik man forlængst nok af; men saa falder Tanken igen hen i Intet. Uden at tænke over det trækker man sin Cigaretmaskine op af Lommen, vender det blanke Laag, hvorfra Lyset spredes i det fri, presser Tobakken og ser med langsomt Velbehag Cigaretten komme frem. Rager i Lommen og finder et gammelt, brændt Trærør, siden i en anden en Æske Svovlstikker. Hvad har det Hast med? Intet, intet! Den blaalige Røg staar sælsomt i den rene, vaskede Efteraarsluft, stiger op imod et Par strittende Ælmegrene, som om den vilde danne en Kontrast imod det vande og raa i Naturen, men opgiver Forsøget og falder hen i Intet. Der er noget udjævnende og formildende ved Efteraaret midt i dets Barskhed, en sælsom Fred i Opløsningen. Hvad er der i Grunden at være nedtrykt over i saadant Vejr? Intet, slet intet. Hvad gør det, om det ene og det andet, ja saa meget i Tilværelsen saa tit paavirker En til modbydelig Kvalme. Naturen vil viske det altsammmen ud paa samme Maade som dette her. Aflagte Klæder, der falde til Jorden ligesom disse Blade. Men ligesom ved Træet bliver Stammen
