63
sad, indsaa jeg, at Kyllingerne — erfarne som de vare paa Stedet — havde handlet klogt, rejste mig og gik bagefter, fulgt af en grim, næsten med Grævlingeben forsynet Hønsehund, der i Forventning om en Bid stadig holdt Øje med mig. Vort Komme i Lysthuset bragte stor Forstyrrelse, idet samtlige Kyllinger troede det nødvendigt at forlade Huset, hvad der, da der kun var een Indgang, maatte ske umiddelbart forbi de indtrædende. Det er altid forekommet mig, at der er noget ved halvvoksne Kyllinger, der minder om unge Piger. Hvilken Spektakkel de kunne gøre! Da Lejligheden var ryddet, satte Hunden og jeg os ned og spiste Frokost. Der var ikke meget at dele, og da Hunden tilsidst indsaa dette, lagde han, formentlig især i Misfornøjelse over at være bleven budt et Sildeskind, sukkende Hovedet lige ned i Gruset imellem Poterne. Stundom saa han ganske idiotisk ud af Øjnene, stundom løftede han, naar en eller anden Lyd hørtes, kløgtigt paa Ørene. I saadanne kloge Øjeblikke forekom han mig at være ringest, saa knyttede hans Interesse sig til en eller anden Gaardskarl, en Hest el. l. Naar han derimod saa rigtig idiotisk ud, var der noget i hans Blik, der udsagde, at han havde hele Universets uendelige Dybde for sig, som han ikke forstod det mindste af; det kunde vi snart blive enige om; thi det gjorde jeg heller ikke. Naar han saa saadan ud, kunde jeg ikke lade være at give ham en Bid; thi jeg følte, at vi vare Kammerater i samme Situation og i Grunden vist ikke saa forskellige, som man tror og siger. Over for hans Klogskab følte jeg kun Ringeagt: Hundeklogskab, Hundeoverlegenhed! Den lignede ganske Menneskenes. I denne Naturomgivelse — under denne store, hvælvede Himmel — syntes intet mig saa modbydeligt som Klogskab.
Klogskab bygger paa Lukkethed og Tilbagevending; men hvor uskøn er en saadan Tilbagevending til sig selv ikke over for den saa at sige uendelig aabne Natur! Se Solstraalerne, hvor de spille og glimre i det vaade Græs og paa Blade! Man føler Milene ud til alle Sider. Og fra denne Uendelighed tør saadanne Skabninger et eneste Øjeblik afgrænse sig og tro, at de indenfor deres egne Dimensioner kunne rumme noget. En Skabning er en Afgrænsning af Naturen; men deri ligger just dens Svaghed, dermed bliver den billedlig talt med det samme stødt ud af Paradiset. Kun ved en fuldstændig Aabenstaaen til alle Sider kunne vi komme tilbage til Naturen igen, faa Del i dens store Dimensioner og store Liv. Nu er det Tør-
