§ 46.
220
Almindelige Jærnkonstruktioner ere dog sjældent udsatte for saa lav en Temperatur eller for saa stødvis en Paavirkning, at denne Skørhed faar nogen Betydning.
§ 46. Indflydelsen af den kemiske Sammensætning.
Det ligger ganske udenfor denne Bogs Ramme at behandle Spørgsmaalet om Jærnets kemiske Sammensætning og de forskellige Indblandingers Virkning i Enkelthederne. En kort Redegørelse for Hovedpunkterne vil dog være af Betydning for en Ingeniør, der beskæftiger sig med Jærnkonstruktioner.
Kemisk rent Jærn har i Almindelighed forholdsvis ringe Styrke, men stor Seighed. I Praxis forekommer det aldrig; det er først ved Forbindelsen med forskellige andre Stoffer, og navnlig da Kulstof, at det bliver til et teknisk brugbart Materiale.
Kulstof forekommer i smedeligt Jærn i alle mulige Forhold mellem c. 0,1% og 2%; 2—2,3% er omtrent Grænsen mellem Støbejærn og smedeligt Jærn. Det kulstoffattige Jærn har mindst Styrke, størst Seighed; ved Forøgelse af Kulstofindholdet fra 0,1 til 1,0% kan man bringe Brudgrænse og Flydegrænse op til omtrent det dobbelte, men samtidig gaar Seigheden meget stærkt ned (sammenlign de i § 43 refererede Forsøg af Bauschinger med Jærn af forskelligt Kulstofindhold; se ogsaa Fig. 123).[1] Ved c. 1% Kulstofindhold — Grænsen angives noget forskelligt, 0,8—1,3% — naar Brudgrænsen sit Maximum, og ved endnu større Kulstofindhold aftager baade Styrke og Seighed, saa Materialet nærmer sig mere og mere til at forholde sig som Støbejærn. De forskellige Former, hvori Kulstoffet optræder, og disses Betydning for Hærdning, Udglødning m. m. skulle vi ikke indlade os paa.
Af de mange andre Stoffer, der mere eller mindre almindeligt forekomme i Jærn (Staal), ere Silicium, Mangan, Phosphor og Svovl de vigtigste. Et godt Begreb om de forskellige Stoffers Virkning paa Styrke og Seighed faar man ved en Række Forsøg, der er anstillet af Arnold[2] (Sheffield), og som
