Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 115
§ 115. Finantslovens Behandling i formel Henseende.
Skjøndt det af de i § 114 fremsatte Bemærkninger om Finantslovens Indhold fremgaaer, at dette ikke efter sin Natur henhører under den lovgivende Magts Omraade, s. ovenfor § 113 i Begyndelsen, have Grl. §§ 48 og 49 dog ikke indskrænket sig til at fordre Rigsdagens Samtykke til Fastsættelsen af Statens Indtægter og Udgifter, men have tillige foreskrevet, at dette Samtykke skal meddeles i Lovsform. De om Behandlingen af sædvanlige Love i Grl. §§ 52 og 53 foreskrevne Regler ere i Hovedsagen ogsaa anvendelige paa Finantsloven, og navnlig er Tokammersystemet ogsaa opretholdt for dette Tilfælde, s. derimod det paa den grundlovgivende Rigsforsamling af Udvalget stillede Forslag om, at Finantsloven skulde behandles i og afgjøres af den forenede Rigsdag, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 1516—17. Ligeledes danne de mangfoldige enkelte Poster, af hvilke Finentsloven bestaaer, ligesom de enkelte Paragrapher i en anden Lov, en Enhed, og Virkningen af, at de forskjellige Lovgivningsfaktorer ikke kunne enes om en enkelt Post, bliver derfor ikke den, at den omtvistede Post udgaaer, eller at Afgjørelsen overdrages en særegen Autoritet, s. Grl. 1863 § 56, men at hele Finantsloven ikke kommer i Stand. Kun faaer denne Regel paa Grund af Finantslovens overordentlige Vigtighed for Statslivet her en ganske anden Betydning, end ved sædvanlige Love.
Den normale Maade, hvorpaa Finantsloven tilveiebringes, er efter det Anførte den, at begge Thing, hvert for sig, fatte overensstemmende Beslutninger om dens Indhold, og at den saaledes tilveiebragte Rigsdagsbeslutning stadfæstes af Kongen. Forsaavidt der spørges, om Finantsloven ikke retsgyldig kan udstedes som foreløbig Lov, maa dette Spørgsmaal uden Tvivl besvares benegtende. Vel synes det, da Finantsloven vedtages i Lovsform, ikke at kunne bestrides, at den kan indbefattes under Udtrykket »foreløbige Love« i Grl. § 25, om det end maa indrømmes, at den med Hensyn til Indhold, Varighed, Virkning og hele sin Karakter væsentlig afviger fra sædvanlige Love, men det maa i alt Fald fastholdes, at de i Grl § 25 foreskrevne Betingelser for foreløbige Loves Udstedelse mangle med Hensyn til Finantsloven. Ligesom der ikke let vil være Tale om en paatrængende Nødvendighed for Finantslovens Udstedelse som foreløbig Lov, uden hvor Regeringen selv har foranlediget saadant ved at opløse Rigsdagen, og ligesom Øieblikkets Trang i det Høieste vil kunne berettige til Udstedelsen af en foreløbig Lov om en forlænget Indtægts- og Udgiftsbevilling i Henhold til den sidst vedtagne Finantslov[1]), saaledes mangler med Hensyn til Finantsloven navnlig den i Grl. § 25 foreskrevne Betingelse, at den foreløbige Lov ikke maa stride mod Grundloven, idet Udstedelsen af en foreløbig Finantslov maa antages for udelukket ved Grl. §§ 48 og 49. Grl. § 48 foreskriver med Hensyn til Tilveiebringelsen af Finantsloven en bestemt Fremgangsmaade, der aldeles ikke passer paa foreløbige Love, idet den fastsætter, at Finantsforslaget skal fremlægges paa enhver ordentlig Rigsdag og behandles først i Folkethinget, og Grl. § 49 fastsætter, at Skatterne ei maae opkræves, forinden Finantsloven er vedtagen, hvilket Udtryk efter Grundlovens Sprogbrug, s. Grl. §§ 44, 52, 53, 95, og Sammenhængen med de foregaaende Bestemmelser kun kan forstaaes om Rigsdagens Samtykke til Finantsloven og ikke om Kongens Udstedelse af denne som foreløbig Lov. Forsaavidt man herimod vil indvende, at Udtrykket »vedtagen« i saa Fald ikke er korrekt, idet Rigsdagens Beslutning først ved Kongens Samtykke erholder Lovskraft, s. Grl. § 24, kunde denne Indvending i det Høieste berettige til at forstaae Ordet »vedtagen« om Kongens Samtykke til Rigsdagens Beslutning og ikke om en ensidig Akt af Kongen, men i Øvrigt er hin Unøiagtighed vel forklarlig, da der efter Finantslovens særegne Beskaffenhed ikke let vil blive Spørgsmaal om, at Kongen skulde negte det af Rigsdagen vedtagne Lovforslag sin Stadfæstelse. Saafremt man herimod vilde gjøre gjældende, at Bestemmelserne i Grl. §§ 48 og 49 kun sigte til de almindelige Forhold og følgelig ikke udelukke Anvendelsen af den Myndighed, som i særdeles paatrængende Tilfælde er tillagt Kongen ved Grl. § 25, kan en saadan Afvigelse fra de klare Ord i Grl. §§ 48 og 49 saa meget mindre tilstedes, som Udstedelsen af en foreløbig Finantslov i høieste Grad vilde stride mod Grundlovens Aand og Hensigt. Bevillingsmyndigheden er Hjørnestenen for den konstitutionelle Forfatning, men saafremt man indrømmede Gyldigheden af en foreløbig Finantslov, vilde den nævnte Myndighed ved Udstedelsen af saadanne, i Forbindelse med gentagne Rigsdagsopløsninger, aa det Letteste kunne eluderes. Efter det Anførte maa en foreløbig Finantslov betragtes som aldeles ugyldig, saa at ikke blot dens Udstedelse paadrager de kontrasignerende Ministre Ansvar for Rigsretten, men tillige Loven maa kunne tilsidesættes af de almindelige Domstole, s. ovenfor § 51 i Slutningen, forsaavidt Spørgsmaalet maatte blive reist for disse, saasom ved Udpantning for Skatter, s. Grl. § 49.
Skjøndt de almindeng Regler om Lovforslags Behandling og Vedtagelse, som ovenfor bemærket, i det Hele taget ogsaa gjælde om Forslaget til Finantsloven, findes der dog ved sammes Behandling adskillige Afvigelser fra de sædvanlige Regler. Medens andre Love saavel kunne foreslaaes af de enkelte Rigsdagsmænd, s. Grl. § 44, som af Kongen, s. Grl. § 23, er det begrundet i Forholdets Natur og Bestemmelsen i Grl. § 48 om, at Finantslovforslaget skal fremdeles strax, efterat Rigsdagen er sat, at dette Forslag kun kan fremlægges af Regeringen. Fremdeles bestemmer Grl. § 48, at Finantslovforslaget skal fremlægges paa enhver ordentlig Rigsdag. Som Følge heraf har den ordentlige Rigsdag et Retskrav paa, at Finantsloven strax forelægges for samme, hvilket Krav ikke tilkommer den overordentlige Rigsdag; men i Øvrigt er det ovenfor paavist, s. § 105, at den anførte Grundlovsbestemmelse ikke kan antages at indeholde nogen ubetinget Hindring for, at Finantsloven behandles og vedtages paa en overordentlig Rigsdag. Det bestemmes endvidere i Grl. § 48, at Finantsloven skal forelægges strax, efterat den ordentlige Rigsdag er sat[2]), medens andre Sager kunne forelægges paa den Tid, Regeringen selv maatte bestemme. Finantsloven bør derfor være den første Sag, der forelægges, efterat Rigsdagens Konstituering har fundet Sted; men i Øvrigt er denne Bestemmelse ikke overholdt med Strenghed. Det har navnlig flere Gange fundet Sted, at Finantsloven, naar Rigsdagen strax efter dens Sammentræden er bleven udsat, først er forelagt, naar Rigsdagen samledes efter Udsættelsens Udløb. Endelig befaler Grl. § 48, at Finantslovforslaget først skal behandles i Folkethinget. Herved er der indrømmet Folkethinget, som formodes at ville vise den største Sparsommelighed med Statens Midler, en overveiende Indflydelse paa Finantslovens Detail, idet det dels er en umiddelbar Følge af den nævnte Forskrift, at Landsthinget ikke faaer Leilighed til en minutieus Prøvelse af alle enkelte Detailsummer, dels vilde det heller ikke stemme med Grundsætningen i Grl. § 48, om Landsthinget vilde indlade sig paa en saadan. Derimod er det ingenlunde Meningen med den anførte Forskrift, at Landsthinget skulde indskrænke sig til at antage eller forkaste Finantsloven en bloc. Ikke blot har Landsthinget en formel Ret til at antage eller forkaste hver enkelt Post, men dets Opgave med Hensyn til Finantsloven er ogsaa i Virkeligheden ingenlunde betydningsløs. Saaledes har Landsthinget lige saa vel som Folkethinget Adgang til at influere paa Regeringens Politik dels ved en fuldstændig Forkastelse af Finantsloven, dels ved Bevilgelsen eller Negtelsen af de enkelte Pengesummer. Fremdeles bør Landsthinget prøve de Summer, hvis Bevilgelse staaer i Forbindelse med vigtige Principspørgsmaal, eller med Hensyn til hvilke Regeringen og Folkethinget have staaet skarpt ligeoverfor hinanden. Men navnlig er det Landstbingets Opgave at vaage over Finantslovens Renhed ved at Gerne alle saadanne Betingelser og Anmærkninger, der vilde indeholde en utilbørlig Indgriben i Lovgivningen eller Administrationen, s. Landsthingstidende 7. Session Sp. 751-57. Faktisk har ogsaa Landsthingets Indflydelse paa Finantsloven ingenlunde været uden Be- tydning, og navnlig skyldes den i Slutningen af de senere Finantslove tilføiede, saakaldte Bevillingsparagraph væsentlig Landsthingets Optræden.