Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 123

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Den Gyldendalske Boghandel (F. Hegel) Kiøbenhavn

II

Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf Carl Georg Holck - Den danske Statsforfatningsret - Anden Del.pdf/1 172-175

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.

Tredie Undarafsnit Om Rigsdagens Mulighed.

§ 123.

Grl. § 43 opstiller den almindelige Regel, at Rigsdagen er ukrænkelig, og tilføier derpaa en nærmere Bestemmelse med Hensyn til en vis Art af Brud paa Rigsdagens Ukrænkelighed, idet den udtaler, at hvo, der antaster Rigsdagens Sikkerhed og Frihed, gjør sig skyldig i Høiforræderi. Der handles altsaa her ikke om ethvert Forfatningsbrud, end ikke om ethvert Brud paa Rigsdagens Ukrænkelighed, men kun om Angreb paa Rigsdagens Sikkerhed og Frihed. Medens et Angreb paa Rigsdagens Sikkerhed i Reglen tillige vil indeholde et Angreb paa, dens Frihed, behøver det Omvendte ingenlunde at være Tilfældet, og det kan derfor neppe ansees for rigtigt, at Udtrykket nogen i Straffelovens § 95 er ombyttet med »eller«, s. Straffelovens Motiver S. 127. Vil man end ikke betragte Udstedelsen af Anordninger med Lovgivningsindhold eller Anvendelsen af ikke bevilgede eller endog negtede Pengesummer som en Antastelse af Rigsdagens Lovgivnings- eller Bevillingsfrihed, s. Beretning om Rigsrettens Forhandlinger S. 1005, vil dog f. Ex. en Erklæring om, at der ikke vil blive udbetalt Rigsdagsmændene Diæter, hvis Rigsdagen ikke fatter en vis Beslutning, være at betragte som et Angreb paa Rigsdagens Frihed, men derimod ikke paa dens Sikkerhed, og efter det stærke Udtryk, hvormed Grl. § 43 har betegnet den i samme omhandlede Forbrydelse, er der ingen Grund til at udvide dennes Begreb udover hvad Ordene tilsige. Et Andet er, at et Angreb paa Rigsdagens Frihed, selv om det ikke indeholder noget Angreb paa dens Sikkerhed, nu vil blive at straffe efter Straffelovens § 95.

Grl. § 43 tænker vistnok nærmest paa et med physisk Vold iværksat Angreb paa Rigsdagen, der gaaer ud paa at tvinge den til eller hindre den i at tage en vis Beslutning, saasom Forsamlingens Adsplittelse ved Militairmagt, men efter Ordene maa den ogsaa anvendes paa en ved Trusel om Vold eller paa anden ulovlig Maade iværksat Indvirkning paa Rigsdagens Beslutninger. Angrebet maa være rettet mod Rigsdagen eller en af dens Afdelinger. Et Angreb paa enkelte Medlemmer, f. Ex. en Fængsling, vil vel kunne være ulovligt, s. Grl. § 57, men ikke falde ind under Grl. § 43, medmindre det er iværksat i den Hensigt at indvirke paa Rigsdagens Beslutninger, hvilket navnlig kan være Tilfældet, naar det er rettet mod et større Antal Rigsdagsmænd, s. Straffelovens Motiver S. 129. En Forudsætning for Anvendelsen af Grl. § 43 er det i Øvrigt, at Rigsdagen virkelig kan betragtes som en lovlig Rigsdag, og Bestemmelsen vilde derfor neppe kunne anvendes paa en Adsplittelse af Rigsdagen, naar denne, uagtet en lovlig Opløsning havde fundet Sted, desuagtet vedblev at forsamle sig og fatte Beslutninger. Derimod er det ligegyldigt, om Angrebet udgaaer fra Regeringen eller Private.

Naar Grl. § 43 erklærer sig anvendelig ikke blot paa den, der selv antaster Rigsdagens Sikkerhed og Frihed eller udsteder en dertil sigtende Befaling, men ogsaa paa den, der blot adlyder en saadan, kan det ikke være Meningen hermed, at Enhver, som adlyder en Befaling, der findes at indeholde en Antastelse af Rigsdagens Sikkerhed og Frihed, ubetinget skal straffes som Høiforræder, men det maa afgøres efter almindelige, kriminalistiske Grundsætninger, om Vedkommende har paadraget sig Ansvar, hvilket navnlig vil beroe paa, om han har indseet Handlingens Ulovlighed; kun kan han ikke ubetinget frie sig for Ansvar ved at henvise til den modtagne Befaling, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 3255, jfr. dog Straffelovens Motiver S. 128.

Meningen med Udtrykket Høiforræderi er ikke ganske klar, men synes nærmest at være den, at det paagiældende Forhold skal straiffes i Lighed med Forgribelser af samme Art mod Kongen, s. Rigsdagstidende 1848-49 Sp. 3251, 3254, jfr. dog Straffelovens Motiver S. 127. Imidlertid maa den nærmere Bestemmelse af Straffen være overladt til den sædvanlige Straffelovgivning. En saadan har nu fundet Sted ved Straffelovens § 95, hvorefter den , der antaster Rigsdagens[1]) Sikkerhed eller Frihed, udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende Befaling, uden at Forbrydelsen gaaer ind under Straffelovens § 85, som omtaler Omstyrtelse af de forfatningsmæssige Institutioner, ansees med Strafarbeide eller Statsfængsel. Som ovenfor bemærket, omfatter denne Bestemmelse ogsaa Angreb paa Rigsdagens Frihed, der ikke tillige kunne betragtes som Angreb paa dens Sikkerhed. Et nærbælægtet Forhold omhandles i Straffelovens § 87, hvorefter den, der ved Vold, Trusel om Vold eller paa anden ulovlig Maade søger at forhindre Rigsdagens Sammentræden og Virksomhed til en given Tid[2]), uden at en Kuldkastelse af Forfatningen tilsigtes, straffes med Strafarbeide eller Statsfængsel indtil 8 Aar[3]).

Paatalen af den i Grl. § 43 omhandlede Forbrydelse foretages af de almindelige Aktionsmyndigheder, s. derimod Straffelovens § 97, og ved de almindelige Domstole, medmindre Betingelserne for Rigsrettens Kompetence ere tilstede, s. Grl. §§ 14, 69. Kongens Benaadningsret er her ikke undergivet nogen Indskrænkning, uden forsaavidt Slut- ningsbestemmelsen i Grl. § 26 kommer til Anvendelse.

  1. Naar Paragraphen benytter Udtrykket »nogen af de lovgivende Forsamlingen«, indbefattedee tidligere ogsaa Rigsraadet herunder.
  2. Klasse hermed stiller Paragraphen det at forhindre Foretagelsen af de forfatningsmæssige Valg.
  3. Forskjellen mellem Straffelovens §§ 87 og 95 synes at ligge deri, at den sidstnævnte forudsætter, at den Paagjældende søger at tvinge Rigsdagen til eller hindre den i at tage en vis bestemt Beslutning, medens § 87 sigter til en midlertidig Standsning af Rigsdagens Virksomhed.