Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 40
Andet Kapitel.Om den kongelige Myndigheds Udøvelse i Kongens Sted[1]).
§ 40.
Vi have i det Foregaaende seet, at der undtagelsesvis kan indtræde en Thronledighed, idet der enten slet ikke er nogen Konge, s. Grl. § 8. 4. M., eller dog Ingen, der har erhvervet en ubetinget og definitiv Ret til Kronen, s. Kongelov 1665 Art. 38, Grl. 1866 §§ 4, 5, s. ovenfor § 37. Endnu hyppigere kan det Tilfælde indtræde, at den Konge, der definitivt har erhvervet Kronen, af retlige eller faktiske Grunde er forhindret fra selv at føre Regeringen, s. ovenfor §§ 38, 39. I alle disse Tilfælde er det nødvendigt, at Regeringen føres af Andre, der i Kongens Sted udøve den kongelige Myndighed. Denne Udøvelse af den kongelige Myndighed i Kongens Sted maa naturligvis vel adskilles fra den Udøvelse af Regeringsmyndigheden, der af vedkommende Ministerier og andre Øvrigheder finder Sted paa Kongens Vegne, ligegyldigt, om han selv fører Regeringen eller ikke, s. Grl. § 27.
Efter Kongelov 1665 skulde for det Tilfælde, at Kongen var umyndig, hans Værgemaal og Formynderskab saaledes beskikkes, som den forrige Konge skriftlig havde anordnet det. Fandtes ingen saadan Anordning, skulde Enkedronningen eller i Mangel af hende den nærmeste, myndige Prinds af Blodet i Forening med de 7 høieste kongelige Betjente føre Regeringen i Kongens Navn og tillige bestyre Formynderskabet for ham, s. Kongelov Art. 9—14. En lignende Fremgangsmaade maatte uden Tvivl anvendes, naar Kongen af andre Grunde vedvarende var forhindret fra at føre Regeringen.
Grundloven 1849, der skjelnede mellem Regeringens Førelse og det privatretlige Formynderskab, gav ingen almindelig Regel i saa Henseende, men overlod Spørgsmaalet til Afgjørelse i det enkelte Tilfælde. Naar Kongen selv var i Stand til at deltage i Fastsættelsen af de Bestemmelser, der bleve fornødne enten med Hensyn til ham selv eller med Hensyn til Thronfølgeren, udnævntes der ved Lov en Rigsforstander, s. Grl. §§ 9, 11, der i Kongens Navn udøvede alle dennes Rettigheder, s. Grl. § 12, medens det muligvis fornødne Formynderskab anordnedes af Kongen, s. Grl. § 11. I modsat Fald beskikkedes saavel en Rigsforstander som et Formynderskab af den forenede Rigsdag, s. Grl. §§ 10, 15, jfr. § 71. Undtagelsesvis kunde Statsraadet midlertidig føre Regeringen, s. Grl. § 14, jfr. § 10.
Grl. 1866 taler ikke om Anordningen af det muligvis fornødne Formynderskab for Kongen, men kun om Regeringens Førelse. Herom opstiller den heller ikke nogen umiddelbar Regel, men foreskriver kun i § 8, s. Forfl. 1855 § 6, Grl. 1863 § 6, at Bestemmelser angaaende Regeringens Førelse i Tilfælde af Kongens Umyndighed, Sygdom eller Fraværelse fastsættes ved Lov. Herved tænkes nærmest paa en sædvanlig, af Rigsdagen vedtaget og af Kongen stadfæstet Lov; men Anvendelsen af en foreløbig Lov, s. Grl. § 25, kan dog, naar de sædvanlige Betingelser for Udstedelsen af en saadan ere tilstede, ikke ansees for udelukket. Derimod kan en af Kongen ensidig udstedt Anordning om Regeringens Førelse ikke have nogen Gyldig hed, og lige saa lidt kan der tages Hensyn til en af den afdøde Konge efterladt, testamentarisk Bestemmelse om dette Punkt, s. derimod Kongelov 1665 Art. 9. Grl. § 8 tænker vistnok nærmest paa en Lov, der opstiller almindelige Regler for de paagjældende Forholds Ordning, s. Rigsraadstidende 1. ordentlige Samling 362, smh. med Forfl. 1855 § 6; men der kan dog Intet være til Hinder for at give en Lov, der ordner Forholdene med Hensyn til et enkelt fore liggende Tilfælde, hvilket saaledes er skeet ved Lov 14. Marts 1867.
Ved Sygdom tænkes i Grl. § 8 ikke blot paa legemlig Sygdom, men ogsaa paa Sindssvaghed, s. Grl. 1849 § 10, ved Fraværelse nærmest paa en Fraværelse fra Monarkiet, s. Lov 14. Marts 1867. Ligesom imidlertid en Fraværelse fra Monarkiet kan være saa kortvarig, at ingen særegen Foranstaltning til Regeringens midlertidige Førelse bliver nødvendig, saaledes kan det Modsatte være Tilfældet med Hensyn til Reiser indenfor Monarkiets Grændser, og det maa i det Hele taget overlades Kongens og Rigsdagens Bedømmelse, om en Fraværelse eller Sygdom er af den Beskaffenhed, at den nødvendiggjør Indsættelsen af en særegen, midlertidig Regering, s. Grl. 1849 § 9. Naar Kongen ved Fraværelse eller Sygdom hindres i at aflægge Ed paa Grundloven, bliver Grl. § 8 uanvendelig, og Regeringen maa da føres efter Reglen i Grl. § 7, s. nedenfor.
Naar det Tilfælde indtræffer, at Kongen ved Umyndighed, Sygdom eller Fraværelse forhindres fra at føre Regeringen, uden at der i Overensstemmelse med Grl. § 8. 1. M. er givet en Lov, skal Regeringen ifølge Grl. § 8. 2. M. midlertidig føres af Statsraadet, s. Grl. § 15. Dette skal da strax indkalde Rigsdagen, som i en forenet Samling, s. Grl. § 67, tager Beslutning om, hvorledes der skal forholdes med Regeringen, indtil Kongen kan tiltræde samme, s. Grl. § 8. 3. M.
For et enkelt Tilfældes Vedkommende er der i selve Grundloven truffet Bestemmelse om, hvorledes Regeringen skal føres. Grl. § 7, s. Forfl. 1855 § 5, Grl. 1863 § 5, bestemmer nemlig, at naar Kongen formedelst Fraværelse eller af andre Grunde ikke umiddelbart ved Thronskiftet kan aflægge den foreskrevne Ed, føres Regeringen, indtil dette skeer, af Statsraadet, hvilken Regel dog kan forandres ved sædvanlig Lov, uden at den i Grl. § 95 foreskrevne Fremgangsmaade behøver at iagttages. Efter sine Udtryk er denne Forskrift ikke anvendelig, naar Eden er aflagt, saasom i Henhold til Grl. § 7. 4. M. og Lov 1. Apr. 1856, selv om Kongen af andre Grunde maatte være forhindret fra at føre Regeringen. Fremdeles forudsætter Grl. § 7, at Eden kan ventes aflagt inden en rimelig Frist, jfr. Udtrykket »ikke umiddelbart ved Thronskiftet«, og er derfor uanvendelig, naar der f. Ex. paa Grund af Kongens Sindssvag hed ikke er nogen Udsigt hertil. Endelig kommer Grl. § 7 kun til Anvendelse, naar Kongen ved Fraværelse eller andre Grunde, saasom Sygdom, er forhindret i at aflægge Eden, men ikke, naar han ligefrem negter at aflægge den. I alle disse Tilfælde maa Grl. § 8 eller sammes Analogi komme til Anvendelse, og dette maa navnlig ogsaa gjælde om det i Grl. § 8. 4. M. omtalte Tilfælde, at der ved Thronledighed ikke er nogen Thronfølger. Ligeledes maa Grl. § 8 analogisk anvendes i de Tilfælde, hvor Thronfølgeren kun har erhvervet en betinget Ret til Thronen, s. ovenfor § 37, eller hvor Kongen har mistet Retten til Regeringens Førelse, s. ovenfor § 39.
Statsraadet, der ifølge det Ovenanførte i visse Tilfælde kan komme til at føre Regeringen i Kongens Sted, bestaaer ifølge Grl. § 15 af samtlige Ministre i Forening, hvorhos Thronfølgeren, naar han er myndig, tager Sæde i samme. I Almindelighed fører Kongen Forsædet i Statsraadet, men herom bliver der ikke Spørgsmaal i de i Grl. §§ 7, 8 omtalte Tilfælde, s. Grl. § 15, og Forsædet maa derfor uden Tvivl tilkomme Thronfølgeren eller i Mangel af ham Konseilspræsidenten. Da Statsraadet her ikke optræder som raadgivende, men som besluttende, maa Afgjørelsen af de forefaldende Sager skee ved Stemmeflerhed, og i Tilfælde af Stemmelighed Formandens Stemme gjøre Udslaget.
Hvad Statsraadets Myndighed angaaer, kan det ifølge de almindelige Udtryk i Grl. § 7 »føres Regeringen« neppe betvivles, at Statsraadet ogsaa kan udøve egentlig Lovgivningsmagt. Derimod er det mere tvivlsomt, om denne Myndighed kan tillægges Statsraadet efter Grl. § 8, hvor dets Funktion betegnes som midlertidig, og hvor det paalægges det strax at indkalde Rigsdagen, for at der kan blive truffet Bestemmelse om Regeringens Førelse. Da den lovgivende Myndighed imidlertid maa siges at være indbefattet under Udtrykket »føres Regeringen«, og da der vil kunne indtræde en paatrængende Nødvendighed for Tilveiebringelsen af en Lov, navnlig en foreløbig Lov, inden den forenede Rigsdag har taget sin Beslutning om, hvorledes der skal forholdes med Regeringens Førelse, vil der dog neppe være nogen retlig Hindring for at indrømme Statsraadet Ret til at udstede virkelige Love, hvorimod det følger af Grl. § 8, at dets Virksomhed i denne som i andre Henseender bør indskrænkes til det strengt Fornødne.
Ved Straffelov 1866 § 96 er der tillagt Statsraadet en særegen Beskyttelse mod Fornærmelser, naar det ifølge Grl. §§ 7 og 8 fører Regeringen.
Som tidligere berørt, tale Grl. §§ 7, 8 kun om Regeringens Førelse og ikke om Bestyrelsen af Kongens private Anliggender. I mange Tilfælde, hvor Kongen af en eller anden Grund er forhindret fra selv at føre Regeringen, vil der nu heller ikke være Trang til Anordningen af en særegen Bestyrelse for Kongens private Forhold, men under tiden vil dette dog være nødvendigt, saasom hvor Kongen er umyndig eller sindssvag, og i saa Fald maa der beskikkes et Formynderskab for ham. Bestemmelser om, hvorledes et saadant Formynderskab skal beskikkes, ville nu, da Grundloven ingen Regler indeholder derom, kunne træffes ved sædvanlig Lov, navnlig ogsaa ved den i Grl. § 8. 1. M. bebudede Lov. Mangle slige Bestemmelser, synes man paa Grund af den Stilling, Kongen i det Hele taget indtager til Kongehusets Medlemmer, s. nedenfor, at maatte indrømme ham Ret til at anordne et Formynderskab for den umyndige eller sindssvage Thronfølger, s. Grl. 1849 § 11. Er en saadan Bestemmelse ikke truffet, synes Grundsætningen i Grl. § 8 at føre til at overlade Afgjørelsen til den forenede Rigsdag, s. Grl. 1849 §§ 10, 15; dog kan ogsaa Noget anføres for at tillægge den Myndighed, som fører Regeringen, Afgjørelsen, jfr. i Øvrigt nedenfor § 126.
Anm.Om den ældre Ret for de i dette Afsnit omhandlede Materiers Vedkommende kan eftersees Larsens samlede Skrifter I 3 §§ 25—36, 61.
- ↑ Fra et strengt systematisk Standpunkt betragtet burde denne Materie maaske rettest udsættes til Slutningen af Afsnittet om Kongens Rettigheder. Da den imidlertid staaer i nær Sammenhæng med Reglerne om Thronfølgen og Kongens Tiltrædelse af Regeringen, og i Grundloven behandles i Forbindelse med disse Materier, troe vi at burde behandle den her, hvilket uden Tvivl ogsaa vil lette Forstaaelsen af de herhen hørende Regler.