Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 41
Andet Afsnit. Om Kongens personlige Stilling i Almindelighed og hans Forhold til Ministeriet.
Ferste Kapitel. Om Kongens personlige Stilling i Almindelighed.
§ 41.
Skjøndt Grundloven, som ovenfor i § 33 berørt, ikke har koncentreret den fulde Statsmagt hos Kongen, følger det dog af den ved sammes § 1 anerkjendte, indskrænket — monarkiske Regeringsform, at Kongen som Statens Overhoved og Repræsentant staaer i Spidsen for den hele Statsstyrelse. Denne Sætning er ogsaa udtalt i Grl. § 11, hvorefter Kongen med de i denne Grundlov fastsatte Indskrænkninger har den høieste Myndighed over alle Rigets Anliggender. Som nærmere Konsekventser heraf kunne mærkes, at Kongen ifølge Grl. § 2 alene har hele den udøvende Magt, og at han har en væsentlig Andel i den lovgivende Magt, s. Grl. §§ 2, 24; at den dømmende Magt ved Grl. § 2 er ham unddraget, kan paa Grund af denne Myndigheds eiendommelige Natur og Virkekreds ikke rokke den opstillede Sætning.
Ifølge Grl. § 12 er Kongen ansvarsfri. Heraf følger nu for det Første, at han ikke er undergivet nogen menneskelig Dommer, s. Kongelov 1665 Art. 2, og at han overhovedet ikke af Nogen kan drages til juridisk Ansvar for sine Handlinger. Denne Ansvarsfrihed er derhos ifølge Grundlovens Udtryk og Sagens Natur ganske almindelig og ubetinget, og det kan ikke tilstedes fra samme at undtage nogen Handling, selv om den maatte synes nok saa uretfærdig, og selv om den maatte staae i den mest aabenbare Strid med Grundloven, s. ovenfor § 39 Nr. 5. Den nævnte Ansvarsfrihed maa fremdeles gjælde ikke blot for Regeringshandlinger, men ogsaa for andre Handlinger, saa at Kongen ikke vil kunne sagsøges i civile eller kriminelle Sager, s. nedenfor om Kongens privatretlige Stilling. Forsaavidt Regeringshandlinger angaaer, er Kongen endvidere ogsaa fritaget for det moralske eller politiske Ansvar, hvilket, ligesom det juridiske, maa paahvile den vedkommende Minister. Som Følge heraf vil en Dadel over en med ministeriel Kontrasignatur udfærdiget Regeringsakt i Almindelighed ikke kunne refereres til Kongen, men kun til den kontrasignerende Minister. Forsaavidt den derfor maatte indeholde en strafbar Fornærmelse, vil denne ikke kunne bedømmes efter Straffelovens § 90, men kun efter § 215, og den vil ikke kunne gjøres til Gjenstand for offentlig, men kun for privat Paatale, s. Straffelov § 97, jfr. § 223, Jur. Ugeskr. 1854. 559, jfr. 1853. 525 og Høiesteretsdom i Jur. Ugeskr. 1855. 127.
I Forbindelse med den ovennævnte Sætning om Kongens Ansvarsfrihed udtaler Grl. § 12, at hans Person er hellig og ukrænkelig. Heraf følger, at Angreb og Fornærmelser mod Kongens Person straffes med særegne, strengere Straffe end de almindelige, s. Straffelov §§ 85, 88—90, og at den, der har fremsat ærefornærmende Sigtelser mod ham, ikke kan frie sig for Ansvar ved at bevise Udsagnets Sandhed, s. Straffelov § 90, jfr. § 215.
Endelig er Kongens Uafhængighed i oekonomisk Henseende sikkret ved Bestemmelsen i Grl. § 9, hvorefter Kongens Civilliste for hans Regeringstid bestemmes ved Lov.