Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 54

by Carl Georg Holck

har tabt sin Gyldighed ved Rigsdagens Forkastelse, vel fastholdes, at den paatrængende Nødvendighed, der skal kunne retfærdiggjøre Lovens Udstedelse, ikke kan begrundes ved en Paaberaabelse af de Omstændigheder, der under Forhandlingerne om den forkastede Lov have foreligget Rigsdagen til Bedømmelse, men kun ved senere opstaaede Forhold, s. ovenfor § 50 Nr. 1.

Anm. 1. Retten til at udstede foreløbige Love tilkommer ifølge Grl. § 25 kun Kongen. Dog maa den samme Ret tilkomme den Person eller Korporation, der i Medfør af Bestemmelserne i Grl. §§ 7, 8 fører Regeringen i Kongens Sted, s. Lov 14. Marts 1867. Ved Koloniallov 27. Nov. 1863 § 4 er der imidlertid tillagt Gouverneuren paa de vestindiske Øer en særegen Ret til under overordentlige Omstændigheder at udstede foreløbige Love og Anordninger. Disse skulle stedse forelægges det vedkommende Kolonialraad i dettes næste Møde, og forsaavidt Sagen kræver Afgjørelse ved Lov, tillige Rigsdagen i dennes første, eller hvis Sagen ikke saa tidlig har kunnet behandles i Kolonialraadet, i dens anden ordentlige Samling efter Lovens Udstedelse. Udstedelsen af de paagjældende, foreløbige Love er ikke knyttet til den Betingelse, at Rigsdagen ikke maa være samlet, hvorimod det følger af Koloniallovens § 85, at de ikke maae stride mod denne Lov, jfr. dog Lovens § 12. Det er i Øvrigt en Selv følge, at disse Love ikke have Gyldighed udenfor de vest indiske Øer.

Anm. 2. Kongens Ret til at meddele Bevillinger og gjøre Undtagelser fra Lovene synes efter den Begrændsning, denne Myndighed har faaet ved Grl. § 27, rettest at maatte betragtes som en Gren af hans udøvende Magt, s. nedenfor. Det Samme gj ælder om den Indflydelse paa Rigsdagens Virksomhed, der er tillagt Kongen ved Grl. §§ 19—22, 41, 42, jfr. § 8.

Andet Kapitel. Om Kongens udevende Magt.

Første Underafsnit. Om den udøvende Magt i Almindelighed.

§ 54.

Medens Kongen ifølge Grl. § 2 kun har den lovgivende Magt i Forening med Rigsdagen og slet ikke har nogen Andel i den dømmende Magt, der er hos Domstolene, tilkommer den udøvende Magt Kongen alene, dog saaledes, at han ogsaa her er indskrænket ved Nødvendigheden af en Ministers Medunderskrift, s. Grl. § 13. Det har derfor sin Interesse at bestemme Omraadet for den udøvende Magt; men dette er forbundet med endnu større Vanskeligheder, end Fastsættelsen af Omraadet for den lovgivende Magt, idet hin har et langt mere forskjelligartet Indhold end denne. Grundloven indeholder hverken en almindelig Begrebsbestemmelse af, hvad der maa henføres til den udøvende Magt eller en udtømmende Opregning af dennes enkelte Beføielser, og dens Bestemmelser maa derfor suppleres ved, hvad der kan udledes af den øvrige Lovgivning, Sagens Natur og almindelige, konstitutionelle Begreber.

Den udøvende Magts Opgave bliver væsentlig forskjellig, eftersom der er Tale om Forhold, der vedrøre den offentlige eller private Retstilstand, eller Forhold, der ligge udenfor denne. I Forhold af den førstnævnte Beskaffenhed er den udøvende Magts Virksomhed temmelig begrændset, idet det her væsentlig er Lovgivningsmagtens Opgave at foreskrive de almindelige Regler, og Domstolenes at an vende disse paa de enkelte Tilfælde, der forelægges dem. Imidlertid har den udøvende Magt ogsaa i disse Forhold en ikke ringe Indflydelse. Den kan saaledes indenfor den ved Loven dragne Grændse give almindelige Forskrifter, sigtende til Lovens Fuldbyrdelse, s. Grl. § 24, og fremdeles kan den gjennem sin Bevillingsmyndighed meddele den Enkelte en Ret, der efter Loven ikke tilkommer ham, eller fritage ham for en ham ifølge Loven paahvilende Forpligtelse, s. Grl. § 27. I disse Forhold støder altsaa den ud øvende Magt sammen med og maa begrændses ligeoverfor den lovgivende Magt. Hvad dernæst Lovens Anvendelse paa det enkelte Tilfælde angaaer, er denne vel, som ovenfor bemærket, i de Forhold, der vedrøre den egentlige Retstilstand, i Almindelighed overladt Domstolene, men dels gives der adskillige Forhold, hvor Afgj ørelsen er overladt den udøvende Magt, uden at Domstolene kunne blande sig i Sagen, dels kan den udøvende Magt jevnlig have at træffe en foreløbig Afgjørelse og handle i Overensstemmelse hermed, under Forbehold af den paagjældende Privates Ret til at fordre Domstolenes Afgjørelse. Fuldbyrdelsen af den trufne Afgjørelse tilkommer endelig i Reglen Administrationen i de Tilfælde, hvor Afgjørelsen er truffet af den selv. Derimod tilkommer Fuldbyrdelsen af de af Domstolene afgivne Dekreter kun Administrationen i de Tilfælde, hvor Dommen gaaer ud paa Straf, medens det tilkommer judicielle Autoriteter at fuldbyrde Domstolenes Domme i privatretlige Sager. I disse Forhold maa den udøvende Magt altsaa begrændses ligeoverfor den dømmende.

Medens den udøvende Magt saaledes i de Forhold, der vedrøre den egentlige Retstilstand, kun har en begrændset Virkekreds, har den derimod udenfor disse Forhold en langt mere omfattende Opgave, idet det overhovedet er dens Bestemmelse, dels gjennem almindelige Forskrifter, dels gjennem specielle Resolutioner at virke for Statsformaalets Fremme og det offentlige Vel. Skjøndt den paa dette Gebet indtager en langt friere Stilling, er dens Virksomhed dog ogsaa her undergivet forskjellige Begrændsninger. I saa Henseende kan erindres, at Rigsdagen dels i forskjellige Tilfælde har at samtykke i de af Administrationen trufne Foranstaltninger, dels navnlig udøver en almindelig, kontrollerende Virksomhed med den udøvende Magts Handlinger. Fremdeles har Lovgivningen en vigtig Indflydelse paa den udøvende Magts Anvendelse. Ikke blot vil Lovgivningsmagten i Almindelighed fastsætte Grundreglerne for Ordningen af de paagjældende Forhold, men derhos ville Lovene jevnlig foreskrive almindelige Regler med Hensyn til Embeders Besættelse, s. f. Ex. Grl. § 17, eller betinge enkelte vigtige, administrative Foretagender ved en foregaaende Lov, s. Grl. § 47, ligesom det ogsaa kan erindres, at den aarlige Finantslov, ved hvis Behandling Rigsdagen kan udøve en meget væsentlig Indflydelse paa hele Administrationen, fastsættes i Lovs Form, s. Grl. § 48. Endelig begrændses den udøvende Magts Virksomhed ogsaa i disse Forhold ved Domstolene. I saa Henseende er navnlig den Ret af Vigtighed, som ved Grl. § 72 er tillagt Domstolene til at paakjende ethvert Spørgsmaal om Øvrighedsmyndighedens Grændser; men desuden vil Domstolenes Afgjørelse kunne fordres i mange, skjøndt ingenlunde i alle Tilfælde, i hvilke den udøvende Magt under sin Virksomhed for Almenvellet er kommen i Kollision med den Enkeltes Ret, s. f. Ex. Grl. § 87.

Det fremgaaer af det Anførte, at der ikke vel kan være Tale om en positiv, udtømmende Opregning af alle de under den udøvende Magt henhørende Funktioner, men at der foruden de i Grundloven udtrykkelig nævnede Rettigheder, maa tilkomme den udøvende Magt alle de Beføielser, som efter Sagens Natur og almindelige konstitutionelle Grundsætninger henhøre under samme, forsaavidt de ikke særlig ere unddragne Administrationen og henlagte til Lovgivningsmagten, Repræsentationen eller Domstolene. Den udøvende Magts Omraade vil derfor nærmest kunne bestemmes negativt, idet de Beføielser, der ikke ere tillagte hine Myndigheder, maae antages at tilkomme den udøvende Magt, jfr. ogsaa Grl. § 11. Da dens Begrændsning ligeoverfor de nævnte Autoriteter har sin Plads paa andre Steder^[1]), skulle vi her indskrænke os til at fremhæve de vigtigste Grene af Kongens udøvende Magt, navnlig forsaavidt de særlig omhandles i Grundloven.

1. Vi have ovenfor i § 46 søgt at begrændse den udavende Magt ligeoverfor den lovgivende; Grændsen mellem den udøvende og den dømmende Magt drages i Processen og Statsforvaltningsretten; endelig vil den udøvende Magts Begrændsning ligeoverfor Repræsentationen blive forsøgt nedenfor ved Fremstillingen af Rigsdagens Rettigheder.