Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 71
§ 71.Om Kongens Familie- og Arveretsforhold.
1.Hvad angaaer Kongens Ret til at indgaae Ægteskab, paahviler der ham ikke særegne Indskrænkninger og navnlig fordres der ikke Jevnbyrdighed hos hans Gemalinde, end ikke med Hensyn til Børnenes Arveret, s. ovenfor § 34 Nr. 4. Med Hensyn til de almindelige Betingelser for Ægteskabs Indgaaelse er det utvivlsomt tilstrækkeligt, at Kongen er 18 Aar gammel, men denne Alder synes ogsaa at maatte fordres. Det er fremdeles klart, at Kongen ikke kan indgaae noget Ægteskab, der strider mod de i vor Lovgivning anerkjendte, absolute Sædelighedsgrundsætninger, saasom et bigamisk Ægteskab eller et Ægteskab i de absolut forbudne Slægt- eller Svogerskabsgrader, og at han paa den anden Side ikke er bunden ved de Betingelser, fra hvilke der kan gives Dispensation. Derimod er det tvivlsommere, om Kongen er bunden ved visse Bestemmelser af mere positiv Natur, fra hvilke der ikke kan dispenseres eller dog kun med en vis Begrændsning, s. f. Ex. Fdn. 30. Apr. 1824 § 3 Nr. 5, men Sagen er ikke af synderlig praktisk Interesse. Hvad angaaer Formen for Ægteskabets Indgaaelse, vil uden Tvivl altid en kirkelig Vielse blive foretaget, men i Øvrigt kan det ikke formenes Kongen at indgaae borgerligt Ægteskab, naar de i Lov 13. Apr. 1851 foreskrevne Betingelser ere tilstede. Ægteskabets Retsvirkninger ville i det Hele taget blive de samme, som flyde af Privates Ægteskaber. Saaledes vil fuldstændigt Formuefælleskab indtræde, forsaavidt der ikke, hvad i Reglen vil være Tilfældet, maatte være truffet særegne Bestemmelser om Ordningen af Ægtefællernes Formueforhold, hvilke man da maae tillægge Retsgyldighed. Ligeledes ville de Børn, der maatte være fødte før Ægteskabet, ifølge den almindelige Regel i 5. 2. 32 blive legitimerede ved samme, thi den særegne Bestemmelse i Thronfølgelov 31. Juli 1853 Art. 2 er kun foreskrevet som Betingelse for Børnenes Arveret til Thronen, s. ovenfor § 34 Nr. 4. Kongens Gemalinde vil i Reglen blive delagtig i hans høie Værdighed og navnlig opnaae Navn af Dronning og indtage den fortrinlige Stilling, som tilkommer en saadan; men i Overensstemmelse med almindelig, statsretlig Praxis er det antaget, at Kongen gyldig kan indgaae et saakaldet morganatisk Ægteskab, s. Reskr. 1. Jan. 1856, i D.T. S.l, Scheels Familieret S. 17—18, og derved udelukke saavel Hustruen, som Børnene fra de Standsrettigheder, som ellers vilde tilkomme dem. Ægteskabets Opløsning skeer ved Døden eller ved Skilsmisse. Til at bevirke den sidste vil en kongelig Resolution, forsynet med ministeriel Kontrasignatur, være tilstrækkelig.
2.Kongens Fædrenemagt vil i det Hele være at bedømme efter de almindelige, privatretlige Regler, idet der ikke ved Grundloven er paalagt Kongen særegne Forpligtelser og Indskrænkninger i saa Henseende, saasom med Hensyn til Anordningen af Børnenes Opdragelse, Valget af deres Opholdssted, osv; kun følger det af Grl. § 5, at i det Mindste Thronfølgeren bør opdrages i den evangelisk-lutherske Religion. Rigsdagen vil derfor kun ad Adresseveien og indirekte, forsaavidt Appanager forlanges, kunne udøve nogen Indflydelse paa Kongens Børns Opdragelse eller øvrige Forhold. At den særegne Myndighed, som tilkommer Kongen lige over for de kongelige Prindser og Prindsesser overhovedet, ogsaa maa tilkomme ham lige over for hans egne Børn, er ikke en Følge af Kongens Fædrenemagt, men af de Paagjældendes Stilling som Medlemmer af Kongehuset.
3.Om Beskikkelsen af Værgemaal for den umyndige eller sindssvage Konge er talt ovenfor i § 40 i Slutningen.
4.Kongen kan endelig være Arving saa vel efter Loven, som efter Testament i Overensstemmelse med de paa Arveladerens Hjemsted gjældende Love. Forsaavidt Lovgivningen, jfr. 5. 2. 11, i visse Tilfælde tillægger Kongen Ret til forladt Arv, gj ælder dette efter de nuværende Forfatningsforhold ikke Kongen personlig, men Statskassen.
Efter Kongens Død vil hans private Formue tilfalde hans Arvinger efter Loven, til hvilke muligvis Thronfølgeren slet ikke henhører, i Henhold til de almindelige, privat retlige Love, forsaavidt ikke anderledes er bestemt ved en gyldig, testamentarisk Disposition eller Arvepagt. Forsaa vidt myndige Arvinger selv overtage Boet, maae de svare til Gjælden i Overensstemmelse med de almindelige Regler. Kunne eller ville Arvingerne ikke saaledes overtage Boet, maa dettes Behandling og Deling skee ved særlig dertil udnævnte Skiftekommissairer.