Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 88
§ 88. Om Kongevalgene.
Som i foregaaende Paragraph bemærket, udnævner Kongen 12 af Landsthingets Medlemmer, s. Grl. § 34, hvilken Udnævnelse i Henhold til den almindelige Regel i Grl. § 13 maa skee under Medvirkning af en Minister. Medens Spørgsmaalet om Betingelserne for Valgret her bortfalder, bliver der derimod Spørgsmaal om Betingelserne for Valgbarhed, hvilket Spørgsmaal giver Anledning til forskjellige Tvivl.
Ifølge den udtrykkelige Forskrift i Grl. § 39 kan Kongen kun udnævne saadanne Mænd til Landsthingsmedlemmer, der ere eller have været valgte Medlemmer af Kongerigets tidligere eller bestaaende, representative Forsamlinger. Denne Bestemmelse, der ikke fandtes i Forfl. 1855 eller Grl. 1863, s. derimod Fdn. 26. Juli 1854 § 12, og som paa en mindre heldig Maade indskrænker Kongens Valgfrihed, er truffet af politiske Grunde, da man frygtede for, at Regeringen skulde misbruge sin Myndighed til at udnævne Mænd af en ensidig politisk Retning, som maaske endog stode fjendtlig lige over for det danske Folk. I Øvrigt er den Bestemmelse, at Vedkommende skal være eller have været valgt Medlem af de paagjældende Forsamlinger, ikke ganske klar, og navnlig kan der spørges, om det er tilstrækkeligt at have været kongevalgt Medlem af en af de tidligere Repræsentationer. Da Grl. § 39 udtrykkelig tilføier Ordet »valgt«, hvilket vilde være overflødigt, naar ikke de kongevalgte Medlemmer skulde udelukkes, og da Grl. pleier at betegne de kongevalgte Medlemmer som udnævnte og ikke som valgte, s. Grl. §§ 34, 39, 1 midl. Bestmm., jfr. Fdn. 26. Juli 1854 §§ 8, 12, 13, 14, Grl. 1863 §§ 20, 26, s. derimod Forfl. 1855 §§ 24, 25, 26, 34, 4. midl. Bestemm., Koloniallov 27. Nov. 1863 § 14, kunde Endel tale for, at der ved Udtrykket »valgt Medlem« sigtedes til folkevalgt i Modsætning til kongevalgt, s. ogsaa Valgloven § 88. Ligesom det imidlertid vilde være mindre naturligt, om de af Kongen udnævnte Medlemmer af Rigsraadets Landsthing, der i Henhold til Grundlovens første midlertidige Bestemmelse, skulde tage Sæde i Rigsdagens Landsthing, indtil de 12 Aar fra Udnævnelsen vare udløbne for hvert enkelt af dem, ikke skulde kunne udnævnes paany, saaledes taler det ogsaa stærkt mod den nævnte Fortolkning, at Ordet »valgt« efter sin naturlige Betydning, der er anerkjendt ikke blot i den daglige Sprogbrug, men tildels ogsaa i Lovgivningen, s. de ovenfor anførte Paragrapher af Forfl. 1855, tillige omfatter det kongevalgte Medlem, og den Omstændighed, at Ordet under denne Forudsætning kommer til at staae overflødigt, er paa Grund af den særegne Maade, hvorpaa det paagjældende Afsnit af Grundloven er blevet til, neppe nogen afgjørende Grund til at fravige Ordets naturlige Betydning. Desuden understøttes denne Fortolkning derved, at Ordene »valgbar« og »Valgbarhed« i Grl. §§ 38 og 39, som nedenfor skal blive paavist, maae antages ogsaa at sigte til Kongevalgene.
Til de repræsentative Forsamlinger for Kongeriget, som Grl. § 39 omtaler, henhøre utvivlsomt Provindsialstænderne og Rigsdagen, s. Fdn. 26. Juli 1854 § 12. Dernæst maa ogsaa Rigsraadet henregnes til samme, forsaavidt den Paagjældende har været valgt for Kongeriget, s. Grl. 1. midl. Bestemm., men ellers ikke. Hertugdømmernes Provindsialstænderforsamlinger kunne naturligvis ikke medregnes, s. derimod Fdn. 26. Juli 1854 § 12, og lige saa lidt kunne de islandske, færøiske og vestindiske Repræsentationer komme i Betragtning.
Man kan fremdeles spørge, om der hos de Mænd, som af Kongen skulle udnævnes til Medlemmer til Landsthinget, udkræves yderligere Betingelser, hvilket atter afhænger af, om disse Mænd kunne antages at være indbefattede under Reglen i Grl. § 38, hvor det bestemmes, at Enhver, der er valgbar til Folkethinget, ogsaa er valgbar til Landsthinget, naar han i det sidste Aar har havt Bopæl i Valgkredsen, hvormed her menes Landsthingskredsen, s. Grl. § 35. Ligesom den sidstnævnte Bestemmelse om Bopæl i Landsthingskredsen ikke kan komme til Anvendelse paa de kongevalgte Medlemmer, der ikke vælges for nogen bestemt Kreds, saaledes har Spørgsmaalet paa Grund af den i Grl. § 39 opstillede Betingelse ikke stor praktisk Betydning; men det kan dog forekomme, idet den Paagjældende paa Grund af Forbrydelser, Fallitbehandling osv. kan have ophørt at fyldestgjøre de negative Betingelser for Valgbarhed. Da nu Grundloven, som ovenfor bemærket, plejer at benytte Udtrykket »udnævner« og ikke »vælger« om Kongens Valg af Landsthingsmænd, og da Grl. § 38 dog ikke i sin fulde Udstrækning kan komme til Anvendelse paa de Mænd, som udnævnes af Kongen, kunde det synes, at Udtrykket »valgbar« i Grl. § 38 ikke indefattede disse Mænd, og at der altsaa for deres Vedkommende kun blev Spørgsmaal om den i Grl. § 39 opstillede Betingelse. Ligesom det imidlertid ovenfor er antaget, at Udtrykket »valgte Medlemmer« i Grl. § 39 ogsaa maa omfatte de kongevalgte Medlemmer, saaledes taler Sammenhængen i Grl. § 39 paa en afgjørende Maade for at tillægge Udtrykket »valgbar« i Grl. § 38 en lignende, videre Betydning. Grl. § 39 tilføier nemlig i umiddelbar Forbindelse med Bestemmelsen i første Membrum om Kongens Udnævnelse af Landsthingsmedlemmer »Det staaer dog hvert Medlem frit for at opgive sit Sæde i Landsthinget, ligesom han udtræder af dette, naar han kommer i det Tilfælde, at han mister sin Valgbarhed.« Denne Besttemmelse indbefatter nu utvivlsomt de kongevalgte Medlemmer, og det maa endog trods det almindelige Udtryk »hvert Medlem« antages, at den kun sigter til disse. Dels fremgaaer dette af den Maade, hvorpaa Grl. § 39 er inddelt i forskjellige Stykker, samt af den umiddelbart efter tilføiede Bestemmelse om de øvrige Landsthingsmænd, dels indeholder Grl. § 58 den Regel, at den gyldig Valgte, der kommer i et af de Tilfælde, der udelukke fra Valgbarhed, mister den af Valget flydende Ret. Den sidstnævnte Bestemmelse, der sluttet sig til forskjellige Forskrifter om Rigsdagsmændene i Almindelighed, kan aabenbart ikke indskrænkes til Folkethingets Medlemmer, men maa handle om alle Rigsdagsmænd; men det vilde nu være besynderligt, om der allerede i Grl. § 39 skulde være givet en Regel om alle Landsthingsmænd, som vilde være overflødig ved Siden af den almindelige Forskrift i Grl. § 58, hvorimod dens Udtalelse med Hensyn til de kongevalgte Medlemmer paa Grund af disses eiendommelige Stilling har sin gode Betydning.
Efter det Anførte indeholder Grl. § 39 altsaa en klar Forudsætning om, at det kongevalgte kan miste sin Valgbarhed. Ligesom det altsaa indeholder et Exempel paa, at Grundloven benytter Udtrykket »Valgbarhed« om de kongevalgte Medlemmer, saaledes indeholder den ogsaa en nødvendig Forudsætning om, at der fordres andre Valgbarhedsbetingelser hos de kongevalgte Medlemmer end den i Grl. § 39. 1. M. nævnte Betignelse, der efter sin egen Beskaffenhed ikke kan mistes, og disse andre Betingelser kunne da ikke være andre end de almindelige, i Grl. § 38 omhandlede.
Det kan endelig bemærkes, at Kongen ikke kan antages for udelukket fra at udnævne Mænd, der allerede ved Folkevalgene ere valgte til Medlemmer af Landsthinget eller Folkethinget, til kongevalgte Landsthingsmedlemmer, s. Resol. 5. Novbr. 1866, Skr. s. D., Departementstidende 1866. 964, men en saadan Fremgangsmaade kan dog i Almindelighed ikke ansees for hensigtsmæssigt, da den nødvendiggjør et Omvalg, som altid er forbundet med forskjellige Besværligheder og Misligheder.
De kongevalgte Medlemmer udnævnes efter Grl. § 39 paa Livstid, hvorved deres Uafhængighed af Regeringen sikkres i høiere Grad, end efter de tidligere Forfatningsbestemmelser, hvorefter de kun udnævntes paa 12 Aar, s. Forfl. 1855 § 25, jfr. Fdn. 26. Juli 1854 § 13, og Grl. 1863 § 26. Deres Stilling kan dog ophøre ved frivillig Udtrædelse, i hvilken Henseende en Entledigelse ved kongelig Resolution neppe kan ansees for egentlig nødvendig, s. Grl. § 39, jfr. dog Resol. 29. Okt 1866 i Departementstidende for 1866. 949, dels ved Fortabelse af Valgbarhed, s. Grl. § 39, jfr. § 38. Derimod ophører den ikke ved en Opløsning af Landsthinget, idet Grl. § 39 ikke nævner en saadan som bevirkende Undtagelse fra Reglen om, at deres Stilling er livsvarig, s. ogsaa Grl. 1 midl. Bestemm. og Grl. 1863 § 26.
De kongevalgte Medlemmer af det tidligere Rigsraads Landsthing skulle ifølge Grundlovens første midlertidige Bestemmelse tage Sæde i Rigsdagens Landsthing, indtil de 12 Aar fra Udnævnelsen ere udløbne for hvert enkelt af dem. Disse Udnævnelsers Gyldighed ophæves ikke ved landsthinget Opløsning.