Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 131
§ 131. Om de almindelige Møder.
1. Møderne ansættes, aabnes og sluttes af Formanden, der tillige ved Slutningen af hvert Møde fastsætter Dagsordenen for næste Møde; dog kan denne i Folkethinget efter Forlangende af 25 Medlemmer ogsaa fastsættes ved Thingets Beslutning, s. Forretningsorden for Folkethinget § 33.
2. At et vist Antal Medlemmer er tilstede, er ikke nødvendigt for at forhandle, men kun for at tage Beslutning, s. Grl. § 61. I Øvrigt ere Medlemmerne forpligtede til at møde, naar de ikke have lovligt Forfald, og naar et Medlem er forhindret fra at møde i Thinget i mere end 3 paa hinanden følgende Møder, skal han anmelde sit Forfald for Formanden, s. Forretningsorden for Folkethinget § 42, for Landsthinget § 43. Ifølge Folkethingets Forretningsorden § 42 kan Orlov meddeles af Formanden for et Tidsrum af 14 Dage, ellers af Thinget.
3. Mødet begynder i Almindelighed med Oplæsningen og Vedtagelsen af Protokollen for det foregaaende Møde, hvorefter Formanden anmelder de indkomne Forslag, Andragender, Adresser og deslige. Derefter gaaes der over til Dagsordenen, med hvilken der fortsættes, indtil den er udtømt, eller der paa Grund af manglende Tid eller andre Aarsager maa standses.
4. Thingenes Møder ere offentlige. Dog kan Formanden eller et vist Antal Medlemmer forlange, at alle Uvedkommende fjernes, hvorpaa Thinget afgiør, om Sagen skal forhandles i et offentligt eller hemmeligt Møde, s. Grl. § 65, Forretningsorden for Folkethinget § 39, for Landsthinget § 41. Adgangen til de offentlige Møder ordnes af Formanden. Tilhørerne ere pligtige at holde sig aldeles rolige og tause; i modsat Fald kan Formanden lade Urostifterne fjerne eller endog Tilhørerpladsen rydde, s. Forretningsorden for Folkethinget §§ 39, 40, for Landsthinget § 42.
5. Enhver, der ønsker Ordet, maa forlange det af Formanden, som bestemmer den Orden, hvori de, der have forlangt Ordet, skulle tale. Den, der har erholdt Ordet, taler staaende fra sin Plads[1]); intet Foredrag maa skee ved Oplæsning af skrevne Udarbeidelser[2]). Ingen maa tiltale eller ved Navn anføre et andet Medlem, s. Forretningsorden for Folkethinget §§ 27—29, for Landsthinget §§ 30—32. Ethvert Medlem er pligtigt at underkaste sig Formandens Kjendelse angaaende Overholdelsen af den fornødne Orden. Naar et Medlem i samme Møde er kaldt to Gange til Orden, kan Thinget efter Formandens Forslag aldeles negte ham Ordet i dette Møde, og i Tilfælde af almindeligere Uorden paaligger det Formanden at afbryde eller hæve Mødet. Bifalds- og Mishagsyttringer af Thingets Medlemmer ansees som stridende mod god Orden, s. Forretningsorden for Folkethinget §§ 30, 31, for Landsthinget §§ 33, 34.
6. Ifølge Grl. § 59 have Ministrene i Embeds Medfør Adgang til Rigsdagen og ere berettigede til under Forhandlingerne at forlange Ordet, saa ofte de ville, idet de i Øvrigt iagttage Forretningsordenen. Foruden den nævnte Ret til uden Begrændsning at kunne tage Ordet, saa ofte de ville, have de tillige en særegen Ret til at stille Ændringsforslag ved et Lovforslags tredie Behandling, s. nedenfor. Derimod ere ogsaa de undergivne Formandens Kjendelse med Hensyn til Overholdelsen af den fornødne Orden Nogen særlig Forpligtelse til at være nærværende ved Møderne paahviler ikke Ministrene, men det ligger i Forholdets Natur, at de jevnlig maae være tilstede og deltage i Forhandlingerne, og ved Interpellationer maae de ansees for pligtige at møde og svare, s. ovenfor § 124 Nr. 3. Stemmeret udøve de kun, naar de ere Rigsdagsmænd, s. Grl. § 59.
7. Foruden den ovenfor omhandlede, kortfattede Protokol, som af Sekretairerne føres over Forhandlingerne, optegnes disse fuldstændig af Stenographer og trykkes i en særegen Tidende, hvis Ordning er overladt Formanden og Sekretairerne med Assistance af de ved Rigsdagen ansatte, lønnede Embedsmænd og det øvrige, dertil antagne Personale, s. Forretningsorden for Folkethinget §§ 41, 45, 46, 48, 49, for Landstbinget § 40 og Tillæg §§ 2, 3, 5, 6.