Carl Georg Holck: Den danske Statsforfatningsret/§ 145

by Carl Georg Holck

Første Kapitel. Om Statens Forhold til de enkelte Trossamfund.

§ 145. Om Folkekirkens Retsstilling.

A. Ifølge Grl. § 3, s. Grl. 1849 § 3, er den evangelisk-lutherske Kirke ikke længere Statskirke, i alt Fald ikke i den ældre, ovenfor i § 142 omhandlede Betydning, men betegnes som den danske Folkekirke. At bestemme Forskjellen mellem Begreberne Statskirke og Folkekirke er ikke let, da disse Begreber, medens de paa den ene Side ere meget forskjellige, paa den anden Side ikke ere korrelate, ikke danne nogen logisk Modsætning. Medens Udtrykket Statskirke nærmest betegner Virkningen, den Stilling, som Kirken indtog i sin Sammensmeltning med Staten, udtrykker Benævnelsen Folkekirke navnlig Aarsagen, Grunden til, at der er anvist den evangelisk lutherske Kirke en særegen Stilling, nemlig den, at den er Folkets Kirke, idet ikke blot den overveiende Flerhed af Folket bekjender sig til den, men den tillige staaer i nøie Sammenhæng med Folkets historiske og nationale Udvikling. I selve Benævnelsen Folkekirke ligger derfor endnu Intet om den Stilling, der tilkommer Kirken; denne maa udledes af Grundlovens øvrige Bestemmelser. Det er imidlertid paa Grund af den vigtige Betydning, som den evangelisk lutherske Kirkes Tilstand efter det Anførte har for Folkets Velvære, naturligt, at Grundloven paa den ene Side har tillagt den visse Fortrin fremfor andre Trossamfund, paa den anden Side forbeholdt Statsmagten en større Indflydelse paa Ordningen af dens Forhold. Med denne Begrændsning skal det overlades Folkekirken selv at ordne sine Forhold, og den hidtil bestaaende Sammensmeltning af Kirke og Stat skal ophøre, dog saaledes , at Enheden bevares i Kongens Person, s. Grl. §§ 5, 75.

Medens Folkekirken saaledes ikke kan betragtes som Statskirke i Ordets ældre Betydning, kan der spørges, om den ikke maa betragtes som Statskirke i nyere Betydning, forsaavidt herved betegnes den Kirke, paa hvis sædelige Grundlag Staten bygger, hvis Principer den gennemfører i sin Lovgivning, og som den derhos særlig beskytter. Dette kan dog ikke antages. Vel har den evangelisk-lutherske Kirke historisk havt en meget væsentlig Indflydelse paa Statens sædelige Opfattelse af Livsforholdene; den staaer under Statens særlige Beskyttelse, s. Grl. § 3, og dens Forbindelse med Staten bevares i Fyrstens Person, s. Grl. § 5. Men det fremgaaer med tilstrækkelig Klarhed af Bestemmelsen i Grl. § 79 om de politiske Rettigheders Uafhængighed af Trosbekjendelsen, at Staten ikke erkjender nogen Forpligtelse til at bygge sin Lovgivning paa Kirkens Principer, ligesom det ogsaa ligger i Forholdets Natur, at Lovgivningen, om den end kan antages i sin Opfattelse af de sædelige Forhold fortrinsvis at ville bygge paa et kristeligt Grundlag, i intet Fald kunde ansee sig som bunden til en bestemt Konfessions Opfattelse.

Paa den anden Side kan Folkekirken ikke reduceres til en simpel Majoritetskirke, hvis Fortrin blot skulde være bygget paa det statistiske Faktum, at Flertallet af Befolkningen bekjender sig til samme. I denne Henseende kan bemærkes, at Udkastet til Grundloven lød saaledes: »Den evangelisk-lutherske Kirke er som den, hvori den overveiende Del af Folket befinder sig, at ansee som den danske Folkekirke og nyder som saadan Understøttelse af Staten«, hvilke Udtryk bleve ombyttede med den nuværende Redaktion, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 1533—34, jfr. Sp. 1481. Som ovenfor bemærket, ligger der i Udtrykket Folkekirke meget Mere end, at Flerheden af Folket bekjender sig til samme. Det er ogsaa klart, at den Omstændighed, at Flertallet af Befolkningen matte træde over til en anden Kirke, ikke uden Videre kunde berøve Folkekirken dens særegne Retsstilling eller overføre denne paa den anden Kirke, men at en saadan Forandring kun kunde foretages paa den for Grundlovsforandringer i Grl. § 95 foreskrevne Maade.

B. Som særlige Fortrin, der i Grundloven tillægges Folkekirken, kunne følgende nævnes:

1) Kongen skal høre til Folkekirken, s. Grl. § 5. Herom er udførlig handlet ovenfor §§ 37—39.

2) Folkekirken understøttes som saadan, ɔ: fordi den af de ovennævnte Grunde har en væsentlig Betydning for Folkets Velvære, af Staten, s. Grl. § 3, jfr. Koloniallov 27. Nov. 1863 § 70. Denne Understøttelse ydes paa forskjellig Maade:

a) Ved Penge eller Penges Værd. Nærmæt skulle de til Kirken henlagte eller skjænkede Midler anvendes til at virke for dens Formaal, og kun, hvor disse vise sig utilstrækkelige, skal det Manglende tilskydes af Statskassen. Dette Tilskud er i Øvrigt ikke betydeligt, s. de aarlige Finantslove. Det meget omtvistede Spørgsmaal om Kirkens Eiendomsret over de til samme henlagte eller skjænkede Midler er ikke afgort ved Grundloven. Et af Grundlovsudvalget paa Rigsforsamlingen 1848—49 stillet Forslag om, at de til Kirker, Skoler og milde Stiftelser henlagte eller skjænkede Eiendele ikke maatte anvendes til noget fremmed Øiemed, blev forkastet af Forsamlingen; s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 3113, 3368—70, men denne Forkastelse viser kun, at man ikke har fundet Anledning til at optage nogen udtrykkelig Anerkjendelse af den nævnte Sætning, og indeholder ikke noget Bevis mod Kirkens Eiendomsret. Paa den anden Side kan man ikke til Fordel for Kirkemidlernes Ukrænkelighed paaberaabe sig den i Grl. § 82 udtalte Regel, at Eiendomsretten er ukrænkelig, da Spørgsmaalet netop dreier sig om, hvorvidt Kirken har Eiendomsret over de omspurgte Midler. Lige saa lidt kan man bygge Noget paa, at Grl. § 3 bruger Udtrykket »understøttes« og ikke f. Ex. »underholdes«. De Forsøg, som senere ere gjorte paa at ordne Kirkeformuens Forhold^[1]), have ikke ført til noget Resultat, og for Tiden bevilges derfor Kirkens Indtægter og Udgifter paa samme Maade, som de egentlige Statsindtægter og Statsudgifter, ved de aarlige Finantslove, forsaavidt de ikke, hvad rigtignok for den aldeles overveiende Del af dem er Tilfældet, umiddelbart tilfalde de Berettigede uden at passere Statskassen.

b) Af større Vigtighed end den omhandlede Pengeunderstøttelse er den Understøttelse, som ydes Folkekirken derved, at dens lærdomme efter Statens Foranstaltning og paa offentlig Bekostning foredrages ikke blot i Kirkerne, men ogsaa i de offentlige Skoler, s. Grl. § 85, Lov 13. Apr. 1851 § 11, 2. Mai 1855 § 1, 30. Sept. 1864 § 1, og at Staten underholder særegne Dannelsesanstalter for dens Geistlige, saasom det theologiske Fakultet og det islandske Pastoralseminarium.

c) Endelig beskytter Staten Folkekirkens Helligdage, som derfor ogsaa mase respekteres af Dissenterne, naturligvis ikke ved positiv Deltagelse i Gudsdyrkelsen, men ved Afholdelse fra enhver Handling, der kan forstyrre Helligdagens Fred og andægtige Stemning, s. Priv. 15. Mai 1747 § 6, Fdn. 26. Marts 1845. Kun undtagelsesvis tager Staten Hensyn til andre Religionssamfunds Helligdage, s. Fdn. 18. Mai 1825 § 29, smh. med § 53, Reskr. 17. Jan. 1800 § 3.

C. Paa den anden Side har Staten et nøiere Tilsyn med og en større Indflydelse paa Folkekirken end paa andre Trossamfund. Medens Grl. § 78 indskrænker sig til at bestemme, at de fra Folkekirken afvigende Trossamfunds Forhold, hvorved tænkes paa deres ydre Forhold til Staten og andre Samfund, navnlig Folkekirken, skulle ordnes ved Lov, fastsætter Grl. § 75, at Folkekirkens Forfatning skal ordnes ved Lov, hvorved der altsaa er tillagt Staten Indflydelse ogsaa paa Kirkens indre Organisation.

Idet Folkekirken mister den ubetingede og udelukkende Beskjærmelse, derefter Kongeloven tilkom Statskirken, har den Krav paa at fritages for den hertil knyttede Indblanding af Staten i samtlige dens indre Anliggender og paa under Statens Tilsyn selvstændig at styre sine Anliggender. Kirken trænger derhos til en saadan Selvstændighed for friere at kunne udvikle sig og værge sig mod de andre frit stillede Trossamfund. Statens Værgemaal yder den ikke den i denne Henseende fornødne Garanti, da det vel er foreskrevet, at Kongen skal høre til Folkekirken, s. Grl. § 5, men en lignende Fordring ikke er Opstillet med Hensyn til Kultusministeren og ikke kan opstilles med Hensyn til Rigsdagens Medlemmer, s. Grl. § 79, og da saavel Rigsdagsmændene, som Ministrene, i Reglen ville blive valgte efter politiske, ikke efter religieuse og kirkelige Hensyn.

Denne Selvstændighed skal ydes Kirken gjennem dens Forfatning. Statens Indflydelse bevares imidlertid derved, at Forfatningen skal ordnes ved Lov, og Staten saaledes bliver raadig over, hvilket Maal af Selvstændighed der skal indrømmes Kirken, hvorhos den engang givne Forfatning naturligvis kun kan forandres ved Lov, s. Grl. § 75. Ved den i Grl. § 75 nævnte Lov er uden Tvivl tænkt paa en enkelt Lov, en Art Grundlov for Kirken, som skal bestemme Formerne og Grændserne for Kirkens Medvirkning ved Bestyrelsen og Afgjørelsen af kirkelige Anliggender ved Siden af den forholdsvis større Myndighed, som maa tilkomme Staten ligeoverfor denne Kirke, s…Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 2165. Naar man i de senere Aar har villet fortolke Grl. § 75 saaledes, at den kun skulde udtale, at Folkekirkens Forfatningsforhold paa samme Maade, som en Mængde andre i Grundloven nævnte Anliggender, s. f. Ex. Grl. §§ 47, 51, 70, 71, mfl., ere et Lovgivningsanliggende og ikke ensidig kunne ordnes ad administrativ Vei, er denne Fortolkning vistnok ganske uberettiget. Ikke blot strider den fuldstændig mod den Opfattelse af Paragraphen, som gjorde sig gjældende ved dens Vedtagelse paa den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848—49, men den synes heller ikke forenelig med Ordene i Paragraphen, der ikke taler om Folkekirkens Forfatningsforhold, men om dens Forfatning. Det vilde ogsaa være lidet naturligt og lidet stammende med Grundlovens Principer, om Folkekirken, medens den mistede en stor Del af Fordelene ved sin tidligere Stilling som Statskirke, skulde beholde alle Byrderne og Indskrænkningerne ved denne, og om man vilde negte Folkekirken den Selvstændighed, som Grundloven tilsiger enhver Kommune, s. Grl. § 91. Et Andet er, at det følger af Grl. § 75, at saa længe der ikke er givet en Kirkeforfatning, maae de Bestemmelser om Kirkens Forhold og navnlig ogsaa om dens indre Anliggender, hvortil der maatte være Trang, fastsættes ved Lov, forsaavidt de ikke efter deres Beskaffenhed falde ind under Administrationen. Ved Siden heraf synes imidlertid Grundsætningen i Grl. § 75 at medføre, at Ordningen af Kirkens indre Anliggender bør opsættes, indtil dens Forfatning er givet, en Grundsætning, der dog ikke er fastholdt i Praxis, s. Lov 4. Apr. 1855.

Forinden Forfatningen gives, bør Kirkens Stemme høres. Vel blev et Tillæg til Paragraphen, som gik ud paa, at forinden Forfatningen gaves, skulde Betænkning afgives af et af Kongen anordnet Kirkemøde, paa den grundlovgivende Rigsforsamling forkastet, s. Rigsdagstidende 1848—49 Sp. 3059, men dette var væsentlig begrundet i, at den omspurgte Foranstaltning var af administrativ Natur, og at Kultusministeren ved Cirk. 9. Mai 1848 allerede havde bebudet Indkaldelsen af et saadant Kirkemøde, bestaaende af Geistlige og Lægfolk, hvilket Møde imidlertid ikke kom i Stand.

D. For at forberede Lovgivningen om Kirkens Forfatning blev der ved kongelig Ordre 17. Dec. 1853 nedsat en Kommission af geistlige og verdslige Medlemmer for at overveie, hvilke Forandringer i Landets Love og Indretninger der uden Krænkelse af den ved Grundloven hjemlede Religionsfrihed kunde findes tjenlige til at befæste Folkekirken og fremme dens velgørende Virksomhed. Denne Kommission foreslog i en 1864 afgiven Betænkning Oprettelsen af et Kirkeraad. Den lovgivende Magt i rent kirkelige Anliggender, vedrørende den præstelige Virksomhed, Kultus og Folkekirkens indre Forfatning skulde da tilkomme Kongen alene efter indhentet Betænkning fra Kirkeraadet. Med Hensyn til andre Love, der vedrørte kirkelige Forhold eller Kirkens materielle Midler, skulde der indhentes Betænkning fra Kirkeraadet, forinden den af Rigsdagen vedtagne Lov kunde erholde kongelig Stadfæstelse. Derhos skulde Kirkeraadet være berettiget til at indgive Andragende angaaende kirkelige Forhold. Hvad Sammensætningen angaaer, foreslog en Minoritet, at Kirkeraadet blot skulde bestaae af Biskopperne, hvorimod det efter Majoritetens Forslag skulde bestaae af samtlige Biskopper, 3 Universitetsprofessorer, 18 af Geistligheden og 26 af Menighedsraadene gjennem Valgmænd valgte Medlemmer. Hertil sluttede sig et Forslag om Organisationen af Menighedsraad.

Dette Forslag blev imidlertid ikke fremmet, og enkelte private Lovforslag om samme Gjenstand førte heller ikke til noget Resultat. Ved Cirk. 18. Mai 1857 indhentedes Betænkning fra samtlige Landemoder om Indførelsen af en kirkelig Repræsentativforfatning, i hvilken Anledning det ved et andet Cirkulaire af s. D. tillodes Præsterne at tiltræde Landemodets Forhandlinger, dog uden Deltagelse i Afstemningen, men Sagen blev ikke senere fremmet^[2]).

Medens saaledes Ordningen af Kirkens Forfatning i det Hele taget ikke endnu er tilveiebragt, er der dels ad Lovgivningsveien, dels gjennem Administrationen truffet forskjellige Foranstaltninger, sigtende til at ordne enkelte vigtige kirkelige Forhold. Med Hensyn til Kirkens Forhold til Staten mærkes saaledes Lovene 4. Marts og 30. Nov. 1857. Hvad Kirkens indre Forhold angaaer, maa navnlig fremhæves Lov 4. Apr. 1855, jfr. Adn. 2. Okt. 1862, s. ogsaa Cirk. 24. Sept. 1856, hvorved det overlades Præst og Menighed at oprette Menighedsraad, som deltage i Bestyrelsen af Menighedens indre religieuse Anliggender og Sjælesorgen, hvilke der kan affordres Betænkning, og som kunne indgive Andragender om kirkelige Foranstaltninger, jfr. det i Rigsdagens 12te Session forelagte Lovudkast om Oprettelsen af Menighedsraad, hvilket ikke førte til noget Resultat. Endelig er der givet forskjellige Love om Ordningen af Geistlighedens Indkomster, navnlig med Hensyn til Tiendevæsenet.

E. For Tiden er Folkekirken vel ikke Statskirke i ældre Forstand, forsaavidt den ikke besidder de denne tilkommende, fortrinlige Rettigheder, men de Indskrænkninger, som den ældre Statskirke fra Statens Side var undergivet, bestaae endnu, saalænge Kirkeforfatningen ikke er tilveiebragt, i det Væsentlige uforandrede. Kongen har ikke blot den Staten tilkommende Majestætsret ligeoverfor Kirken, men ogsaa det egentlige Kirkeregimente, Bestyrelsen af Kirkens indre Anliggender. I Anliggender, som efter deres Natur henhøre under Lovgivningen, deler han i begge Henseender sin Myndighed med Rigsdagen, og Forvaltningen udøves gjennem et verdsligt Organ, Kultusministeren, jfr. Adn. 2. Okt. 1862. Kirkens Stemme kommer kun til Orde, forsaavidt der ved Lovgivnings- eller administrative Foranstaltninger pleier at indhentes Betænkning fra Biskopperne og undertiden fra Landemoderne, men selv denne Medvirkning er ikke forfatningsmæssig foreskrevet.

1. See saaledes et Forslag i Rigsdagens 12te Session om at optage Folkekirken paa Finantsloven som et Institut med særegne Fonds og et Lovforslag i 14de Session om Oprettelsen af et geistligt Lønningsfond.
2. Den nu i Virksomhed værende Kirkekommission var ikke nedsat, da Forfatteren nedskrev Ovenstaaende.

   Udg. Anm.