Samlede Digte af Kaalund (1840)

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning






Danmarks store Digter:
Adam Oehlenschläger,
helliges,
med den dybeste Ærefrygt og Kjærlighed,
disse Smaadigte.


Nordens Homeros! Hvad kan jeg Dig sige,
Som ei alt Tusind har sagt?
Du, som din Stav over Aandernes Rige,
Har lig en Troldmand udstrakt!
Prise din Storhed? den Vise alt gammel
Talløse nynned' før mig —
Ak, fast jeg troer, fra jeg sad paa min Skammel
Elsked' som Fader jeg Dig!

Faa kun paa Jorderig eied' din Evne,
Eied' din Ild og Forstand;
Men, hvo var stor, og som Du dog den jevne,
Elskelig-livskloge Mand;
Lysalf og Cherub og knusende Kæmpe,
Viismand og Barn paa engang!
Hvo har som Du kunnet Sorgerne dæmpe,
Herlige Skjald, med din Sang!

Saae jeg med Thor Dig paa Ragnarok age
Vældig mod Afgrundens Orm,
Tyktes mig kraftig min Arm til at tage
Himlen og Jorden med Storm!
Sang Du om Axel og Valborg, og maled'
Rørt Du Coreggios Død,
Var det som Englenes Vinger mig svaled'
Kindernes brændende Glød!

Da Du blev født, til Din Vugge nedstege
Muserne smilende hver.
Sophocles, Shakespear og Ossian den blege
Svæved' usynlig' Dig nær:
Malere, Spillemænd, Vise og Skjalde
Kyssed' Din Pande og Kind;
Derfor dit Prisma fik Glands af dem alle
Deiligt med Syvstjernens Skin!

Fulgt jeg har Dig i det Dybe, det Høie,
Fulgt Dig til Kamp og til Leg.
Dristigt, som Freier, med speidende Øie,
Op paa Dit Hlidskjalf jeg steg;
See: som den deilige Gerda, da røved'
Musen mit Hjerte, min Ro.
Ikke jeg dvæled', før blomstrende Løvet
Favned' os Elskende to.

Tilgiv nu Skjald, at sig Ynglingen nærmer,
Ført af Begeistringens Ild!
Kald ham ei Daare, og kald ham ei Sværmer!
Skjænk ham kun venligt et Smiil!
Vel mod Din mægtige, himmelske Lue
Er han endnu kun en Gnist;
Dog hvis Du dybt i hans Bryst kunne skue,
Vilde Du elske ham vist!

Meislen i Haanden man gav mig, og Leret;
Ak, det blev dødt for min Haand!
Træerne grønne og Solstraaleskjæret
Drog til Naturen min Aand;
Penslen da greb jeg, men kasted' den atter —
Nu først forstaaer jeg mig selv!
Nu mig med svulmende Bølger omfatter
Sangens henrivende Elv!

Tag da, Du Rige! hvad kjærligt jeg byder;
Tro mig, jeg veed det er Lidt!
Blomsterne vilde paa Gjærdet dog Fryder
Meer end de kunstige tidt.
Tag dem til Tak for Din Digtersols Straaler;
Men for Dit Hjertes især,
Du, som det Høie i Sole, Violer
Endnu som Barnet har kjær!


Indhold[redigér]

I det Frie
Skuffelse og Trøst
Menneskets Skabelse
Paa Gilleleies Strand
Morgen og Aften
Gurre Ruin
Til Thorvaldsen
Med en Bouket Violer
Livsvandringen
Qvindens Skabelse
Farum
Til Adam Müller
Gaven
Stjernen og Lygtemanden
Aftenskumring
Til Nic. Fred. Sev. Grundtvig
Indianerens sidste Offer
En Ridetour
Niels Ebbesøns Minde
Til Danmark
Tilfredshed
Ephemer-Glæden
Om Kongen og til Kongen
Frederik den Sjette
Til Solen
Mit rette Selv
Til en Veninde
Efteraarsnaturen
Min Musa
Glæden og Sorgen
Fanatikernes Hævn
Kaiser Maximilians Redning
Wallensteins Dom
Psyche sælger Amoriner
Paa Kæmpegraven
Napoleon
Konen ved Ledet i Frederiksdal
Thussekæmpen Hrugners Vædderidt til Valhalla
Thors Kamp med Hrugner og Mokkurkalf
Min Bondeby
Tordenveiret
Ved Fuursøen
Begeistring
Fuldendthed
Til et Barn
Frydensborg
Til Høsten
Aarsagen til Kjærlighed
Herrens Dag


PD-icon.svg Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1949. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1925.